Frankrig udspiller Tyskland i mestermøde

De franske verdensmestre udspillede Tyskland og vandt 30-23 ved VM i håndbold i Sverige.

Det var kampen mellem de to lande, der har vundet VM i herrehåndbold de to seneste gange, og den var derfor imødeset med spænding. De forsvarende verdensmestre, Frankrig, havde dog ingen problemer med at udmanøvrere 2007-mestrene Tyskland med cifrene 30-23 i gruppe A ved VM i Sverige. Tyskland var ellers godt med i de første 20 minutter, men herefter gik franskmændene frem til pauseføring 13-10. Anden halvleg blev afviklet uden den store spænding om det samlede forløb, og franskmændene udbyggede forspringet. Frankrig kan nu se frem til at spille gruppefinale mod Spanien, som har vundet sine første tre kampe. Senere onsdag møder det spanske hold Egypten. For Tyskland ser det ud til, at holdet maksimalt kommer i mellemrunden uden point, så vejen til VM-medaljer virker lang for landstræner Heiner Brand og hans hold. /ritzau/

Forsiden