Frankrig vil blande vacciner - Danmark overvejer det samme

Franskmænd under 55 år, der har fået første stik med AstraZenecas vaccine, får stik to med en anden vaccine.

- Hvis man vælger ikke at blive vaccineret på det tilbud, mister man ikke tilbuddet (om at få en vaccine, red.), sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde i slutningen af marts om usikkerheden omkring bivirkninger ved AstraZenecas vaccine. (Arkivfoto)

- Hvis man vælger ikke at blive vaccineret på det tilbud, mister man ikke tilbuddet (om at få en vaccine, red.), sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde i slutningen af marts om usikkerheden omkring bivirkninger ved AstraZenecas vaccine. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Sundhedsstyrelsen i Danmark overvejer - ligesom de franske sundhedsmyndigheder - at danskere, der har modtaget første stik med vaccinen fra AstraZeneca, skal have tilbudt en anden type vaccine til stik nummer to.

Overvejelsen fra de danske sundhedsmyndigheder fremgår senest af en pressemeddelelse torsdag.

Her skriver Sundhedsstyrelsen, at færdigvaccineringen af personer, der har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, enten sker med den samme vaccine eller en anden vaccine.

- Den kommende plan for færdigvaccineringen af de personer, der har fået 1. stik med AstraZeneca-vaccinen - hvad enten det bliver med vaccinen fra AstraZeneca - eller med en anden vaccine, afhænger af beslutningen om videre brug af vaccinen fra AstraZeneca, lyder det.

I Frankrig anbefaler sundhedsmyndighederne allerede nu, at personer, der er under 55 år, og som har fået første stik med vaccinen, skal tilbydes at få andet stik med en anden vaccine. Også selv om der er tale om en anden type vaccine.

Meldingen kommer, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) onsdag vurderede, at der er en mulig forbindelse mellem vaccinen og sjældne tilfælde af blodpropper. Her meddelte EMA dog, at det fortsat bør undersøges.

Tidligere har Sundhedsstyrelsen luftet tanken om, at borgere skal tilbydes en anden vaccine.

Det vil blandt andet ske, hvis Danmark ender med fuldstændig at stoppe brugen af vaccinen fra AstraZeneca.

Men selv hvis brugen fortsætter, vil borgere, der har modtaget første stik, ikke været bundet til det andet stik. Man kan vælge at sige nej, hvis man eksempelvis føler sig utryg eller og foretrækker en anden vaccine.

Det sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde i slutningen af marts:

- Hvis man vælger ikke at blive vaccineret på det tilbud, mister man ikke tilbuddet. Så kan man vente en, to eller tre måneder, og så kan man selvfølgelig få en vaccination.

- Hvilken vaccination man får på det tilbud, kommer an på, hvilke vacciner vi har og udbyder, sagde han.

Sundhedsstyrelsen afventer endnu danske undersøgelser af AstraZeneca-vaccinen og sjældne tilfælde med blodpropper, inden det besluttes, om Danmark vil genoptage vaccinationerne.

Styrelsen ønsker ikke at kommentere vaccinespørgsmålet over for Ritzau fredag, men forventer at komme med en udmelding i næste uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden