Frankrig vil bruge EU-formandskab til at styrke grænsekontrol
Det er nødvendigt for europæernes sikkerhed at styrke de ydre grænser, mener Emmanuel Macron.

French President Emmanuel Macron delivers a speech during a news conference on France assuming EU presidency, in Paris Pool/Reuters
Den franske præsident, Emmanuel Macron, har mange og store ambitioner, når Frankrig næste år overtager formandskabet for EU.
Frankrig vil blandt andet rette fokus på EU's forsvarsstrategi og behovet for bedre grænsekontrol.
Det siger han i en tale torsdag, hvor han fortæller om de franske prioriteter.
Migrantkrisen ved EU's ydre grænser mod Hviderusland viser, at der er behov for handling, mener Macron.
Derfor vil Frankrig i det halve år, landet har formandskabet, fokusere på at styrke Europas muligheder for kontrol ved de ydre grænser. Det er nødvendigt for europæernes sikkerhed, lyder det fra Macron.
EU-formandskabet skifter hvert halve år. I øjeblikket er det Slovenien, der har formandskabet. At have formandskabet er ikke lig med, at formandslandet kan bestemme EU's politik.
Men som hovedregel bliver EU's retning påvirket af, hvilke prioriteter formandslandet har, fordi landet kan styre, hvilke dagsordener der er øverst i det halve år.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.