Udland

Frankrigs parlament vedtager omstridt reform

Reform skal gøre Frankrig mere konkurrencedygtigt og skabe flere job. Fagforeninger kalder den for unfair.

Frankrigs parlament vedtager omstridt reform

Underhuset i det franske parlament vedtog tirsdag en omstridt arbejdsmarkedsreform, som ifølge tilhængerne er afgørende for at skabe flere job og øget konkurrenceevne, mens fagforeningerne kalder den unfair mod deres medlemmer.

Reformen, som blev vedtaget af et massivt flertal, medfører mere fleksibilitet for arbejdsgiverne, som længe har klaget over, at den franske økonomi bliver kvalt i bureaukrati. For lønmodtagere indebærer den bedre beskyttelse på nogle områder.

Tre af landets store fagforeningssammenslutninger og arbejdsgiverforeningen underskrev reformpakken i januar, som siden er blevet ratificeret af regeringen. Efter tirsdagens godkendelse i Nationalforsamlingen skal den behandles i Senatet.

Men to af de stærke fagforbund - CGT og Force Ouvriere (FO) - er imod lovpakken, og tusindvis var på gaden tirsdag mange steder i landet for at demonstrere mod den.

Den yderste venstrefløj, der domineres af Jean-Luc Mélenchon, som deltog i tirsdagens protester, kalder reformerne for "ekstremt grusomme og uretfærdige over for arbejderne."

- De har virkelig svært ved at overbevise om, at det vil bidrage til at skabe job, siger Thierry Lepaon, som leder CGT.

Reformerne indebærer for eksempel, at en virksomhed, der er i krise, kan reducere lønningerne for sine ansatte eller deres arbejdstid i en periode, mens arbejdsgiveren til gengæld skal garantere, at ingen bliver fyret.

De franske myndigheder vil også få sværere ved at gribe ind over for nedlæggelser af job.

Kritikere har længe klaget over, at høje lønninger og nedsat arbejdstid er kommet en del af den franske arbejdsstyrke til gode i en sådan grad, at det skræmmer investorer væk fra landet.

I februar hånede lederen af den amerikanske dækproducent Titan franske arbejdere for "kun at arbejde tre timer om dagen", og han sagde, at kun et fjols ville investere i den franske industri.

Romain Chiss, en arbejdsmarkedsekspert og jurist i Paris, kalder den nye reform et vigtigt skridt fremad.

- Det er en meget afbalanceret aftale, som vil sende et positivt signal til omverdenen, siger han.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.