Frankrigs regering vil tackle radikal islam med ny lov

"Frihedslov" har været undervejs længe i forbindelse med præsident Emmanuel Macrons kamp for sekulære værdier.

Moské nær boligblokke i Aulnay-Sous-Bois nær Paris.  Frankrigs regering har godkendt udkastet til en ny lov, der skal dæmme op for udbredelsen af radikale former for islamisme.

Moské nær boligblokke i Aulnay-Sous-Bois nær Paris. Frankrigs regering har godkendt udkastet til en ny lov, der skal dæmme op for udbredelsen af radikale former for islamisme.

PARIS:Frankrigs regering har godkendt udkastet til en ny lov, der skal dæmme op for udbredelsen af radikale former for islamisme.

Premierminister Jean Castex siger, at der er tale om en "frihedens lov". Den kommer, efter at muslimske lande har rettet voldsom kritik mod den franske regerings syn på islam og islamisme.

Loven, der blev foreløbigt godkendt onsdag, er udarbejdet efter en række ekstremistiske angreb forskellige steder i landet.

Loven har været undervejs længe i forbindelse med præsident Emmanuel Macrons kamp for at opretholde sekulære værdier. Den indbefatter blandt andet skærpede indgreb og straffe over for hadefuld tale og indoktrinering i undervisning.

Nogle kritikere i både Frankrig og i flere andre lande - deriblandt Tyrkiet - har beskyldt regeringen for at forfølge religion.

- Men det er en lov, som skal beskytte muslimer fra de radikales greb. Det er en frihedens lov, siger den franske premierminister, som insisterer på, at loven ikke er rettet mod religioner eller mod muslimer.

Han siger, at loven støtter "republikanske principper", og at den blandt andet forbyder brug af internettet til ondsindede afsløringer af personlige detaljer om andre mennesker. Loven er også rettet mod "hemmelige" skoler, der promoverer islamistiske ideologier.

Loven opfattes som en reaktion på halshugningen af skolelæreren Samuel Paty i udkanten af hovedstaden Paris i oktober. Den 47-årige Paty blev dræbt af en enlig gerningsmand på 18 år, efter at Paty havde vist tegninger af Muhammed for sine elever som led i sin undervisning.

Efterfølgende var der en hadefuld kampagne på internettet mod læreren.

Knap to uger efter angrebet på Paty gik en 21-årig tunesisk mand til angreb på personer i en kirke i den sydfranske by Nice. Han knivdræbte tre personer.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden