Fransisca og alt det derude

Terapeut med helt specielle evner har slået sig ned i Voerså

Voerså 14. september 2002 08:00

VOERSÅ: Der er ualmindelig hyggeligt i Voerså sådan en smuk septemberdag, hvor træerne er begyndt at klæde sig i efterårsfarver. Det er en indian summer, der vil noget. Luften vibrerer stadig af varme og liv, og vinteren synes langt væk. Også nordsjællandske Fransisca Nini Torpsdal er faldet for Voerså. Både på det jordiske plan, for med åen og sin gamle bydel hører landsbyen til blandt de mest idylliske i Vendsyssel. Med også på et åndeligt plan har Voerså noget helt specielt at byde på. Og det er årsagen til, at Fransisca Nini Torpsdal forlod venner, familie og sit store kursuscenter i Nordsjælland for at slå sig ned i den nordjyske landsby. Alene. Power - Da jeg besøgte Voerså første gang, opdagede jeg med det samme, at byen har en utrolig energi og power, der trak i mig. Jeg forstod, at jeg har en opgave at gøre her, fortæller Fransisca Nini Torpsdal. Hun er ikke som mennesker er flest, og det skal denne artikel forsøge at afspejle. Reinkarnation, clairvoyance og kontakt til den åndelige verden er nogle af de emner, som Fransisca Nini Torpsdal beskæftiger sig med på et højt niveau. Hendes usædvanlige udtalelser har givet mange knubs, ikke mindst fra læger, præster og andre lærte, der mener, at hun er lidt af en fantast. Men det betyder ikke så meget for den nordsjællandske kvinde. - Mange - måske især højtuddannede - tror kun på videnskaben. Det, der kan måles og dokumenteres. Men livet indeholder så meget mere. Når man ved det og har sjælekontakt, så betyder mistroen fra "eksperterne" ikke så meget, siger Fransisca Nini Torpsdal. Gennembrud Som barn havde hun af og til syn og andre mærkelige oplevelser. Hun skød det dog fra sig, ikke mindst fordi hendes forældre ikke havde noget forhold til den åndelige verden. - Jeg gik den slagne vej. Blev gift og levede utrolig materialistisk, indtil jeg blev 30 år. Da fik jeg mit gennembrud, og så ændrede mit liv fuldstændig karakter. Fransisca Nini Torpsdal uddannede sig til zoneterapeut, psykoterepeut og tog forskellige uddannelsesforløb herhjemme og i udlandet. Som månederne gik udviklede hun sin clairvoyance og sin kontakt til den åndelige verden. Hun åbnede en alternativ praksis, hvor hun underviste og behandlede klienter med ondt i livet - blandt andet ved hjælp af clairvoyance og kontakt til åndelige guider, og i visse tilfælde også healings-engle. Døde i fangehul Menneskers problemer skyldes ifølge Fransisca Nini Torpsdal ofte dybe angsttraumer fra tidligere liv. Som eksempel nævner hun en ung kvinde, der var ulykkelig og havde en meget dårlig livskvalitet. - Jeg talte med hende flere gange og fik et syn, hvor jeg så hende drukne i et tidligere liv. Så bearbejdede vi netop denne hændelse, og hun fik det bedre. Jeg har selv haft en lignende oplevelse. Jeg gik rundt med smerter i nakken, og mine åndelige guider gav mig lov til at se hvorfor: I et tidligere liv - i England - var jeg ude at ride. Hesten stejlede, jeg faldt af, brækkede nakken og døde. Nu kendte jeg årsagen og kunne heale på den. Siden har jeg ikke haft problemer. Fransisca Nini Torpsdal fortæller, at hun - i lighed med alle andre - har levet tusindvis af liv på jorden. Mange af dem i østen, hvorfor hun i dag har en særlig tilknytning til denne verdensdel. De fleste af livene har været jævne, men der har også været drama ind imellem. - Engang døde jeg i et fangehul i Paris. Jeg havde usigelige smerter og kan stadig fornemme lugten af rotter. Også mit næste liv har jeg fået et glimt af. Jeg skal til Rusland, og mit liv bliver problematisk på flere punkter. Sjælene skal lære Fransisca Nini Torpsdal fortæller, at man selv vælger sine liv. Det handler om, at ens sjæl skal udvikles til et højere åndeligt niveau . Processen kræver, at man lever tusindvis af gange. I hvert liv skal man lære et eller andet, der er med til at fremme udviklingen. Nogle gange meget, andre gange noget mindre. - Men absolut intet er tilfældigt. Alt sker for en grund. Vi er et sammensurium af sjæle, der alle befinder sig på jorden for at lære. Nogle gange sker frygtelige ting, der kan være svære at acceptere. Men der er vis trøst i at vide, at der er en mening med det. Målet med den sjælelige udvikling er at blive så "hel", at man kan fortsætte eksistensen i et andet og mere udviklet solsystem. Her er der så nye ting at lære, men på et langt højere niveau. - Jorden er et af de laveste niveauer. En lidelsesplanet at rang. Der er ikke så mange af den slags, og der er helt sikkert rarere i andre solsystemer, siger Fransisca Nini Torpsdal. Det er umuligt at se, hvilke mennesker, der er længst i den åndelige udvikling. Den mest udviklede sjæl kan sagtens have et usselt jordeliv uden kontakt til åndsverdenen. Måske er det netop på den måde, sjælen lærer den sidste store lektie. En bedre jord Men ikke bare den enkelte sjæl udvikler sig. Det gør også jordkloden, siger hun. Og i disse år er en positiv udvikling i gang mod et højere åndeligt niveau. Der vil dog ske katastrofer i mange år endnu, blandt andet vil et hel kontinent forsvinde, men om cirka 500 år vil jorden være kommet ud af krisen og gå en bedre tid i møde. For almindelige mennesker kan ovenstående lyde helt utroligt. Hvordan kan Fransisca Nini Torpsdal vide alt det? - Vi har alle åndelige guider - eller skytsengle om man vil. De vil os det bedste, og vi kan stort set alle lære at kommunikere med dem. Det kræver bare træning og er lettere for nogle end for andre. Jeg har nok et særligt talent for at "se" og har kontakt til mine åndelige guider og andre i den åndelige verden. De har ladet mig se ting. Men jeg skal ikke være hellig. Jeg har også problemer og har haft et barsk liv, og min tro kan også vakle i svære perioder. Lysarbejder Fransisca Nini Torpsdal fortæller, at den åndelige verden er opbygget i hierarkier. Det nederste er astralniveauet. Åndsvæsener på dette plan møder man blandt andet i tv-programmet "Åndernes magt". Fransisca Nini Torpsdal hævder at være i kontakt med "energier" på højere niveauer. De har givet hende en enestående indsigt i livets sammenhæng. - Men der er fortsat mange planer, som jeg ikke kan nå. Men jeg ved nok til at kunne kalde mig lysarbejder. Nemlig at vie mit liv til at hjælpe folk og sprede kærlighedens og fredens budskab. Det er i virkeligheden det, det handler om, siger Fransisca Nini Torpsdal. Hun fortæller, at tegnene på, at jorden er på vej ind i en ny og bedre åndelig sfære, er tydelige. Der bliver flere og flere lysarbejdere, og menneskeheden er generelt blevet mere søgende. - Mange mennesker har en dyb længsel i hjertet. En følelse af, at deres liv ikke er tilfredsstillende. Det materielle er ikke længere nok. Denne gryende erkendelse er første stadium i fuldbyrdelsen af et liv med åndelig kontakt, siger Fransisca Nini Torpsdal. Ser guiderne Hun har svært ved at beskrive sine "syn" og sin kontakt. Men det er langt mere end blot en følelse af energistrømme. - Jamen jeg kan mærke åndsverdenen med alle mine sanser. Jeg ser mine åndelige guider og healings-englene, der er fantastisk smukke. Jeg hører, jeg føler, jeg ser. Når jeg har en klient, siger guiderne nogle gange direkte til mig, hvad jeg skal sige videre, forklarer Fransisca Nini Torpsdal. I mange år har hun på sit kursuscenter, Skolen for Clairvoyant og Åndelig Udvikling, undervist i, hvordan folk etablerer og styrker kontakten til åndsverdenen. Samtidig har hun som terapeut hjulpet mennesker med forskellige typer problemer. Dette virke har hun flyttet til Voerså. Løse op - Når folk kommer til mig, har de ofte svære problemer af psykisk eller fysisk karakter. Jeg er sjældent den første, folk går til. Mange af mine klienter har dybe traumer, der ofte stammer fra tidligere liv. Gennem samtaler og fælles fokusering kan vi løse op og heale. Det er min påstand, at mange traumer, fobier og andre psykiske problemer har udspring i dramatiske episoder i tidligere liv, og i Danmark symptonbehandler vi disse mennesker med medicin. Det er synd og skam, siger Fransisca Nini Torpsdal, der gerne så et samarbejde mellem den etablerede og den alternative behandlerverden. - Men min pointe er, at man via træning og undervisning i åndelig udvikling kan blive sin egen læge og lærer, siger Fransisca Nini Torpsdal. Udenfor er det stadig indian summer, og blodbøgen foran Egons Bådudlejning danner en smuk kontrast til den blå himmel. Det uendelige blå. Der er noget derude. Det er helt sikkert.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...