Fransk ansigtsløftning

Citroëns design skal fremover skille sig mere ud fra konkurrenterne

Næseoperationer er normalt forbeholdt rige forstadsfruer, som af en eller anden grund ikke er tilfreds med den næse, som Vorherre har udstyret dem med. Som regel bliver den opereret mindre og smukkere. Sjældent mere markant. Men i bilverdenen gør det modsatte sig gældende. Tendensen er i øjeblikket, at bilernes næse skal være stor og markant. Se bare Audi A6 og Peugeot 407, som begge prydes af en ordentlig gonzo. Og nu bevæger Citroën sig i samme retning. Tidligere tiders helt specielle designstil er genskabt i form af den nye C4, som til efteråret skal afløse den efterhånden noget aldrende Xsara. Til lejligheden har franskmændene kreeret en ny front i form af en kølergrill med integreret logo. Det hele naturligvis i størrelse XL, og det er ikke kun fjæset, som har undergået en forvandling. Bilen er ny fra A-Z og rummer masser af nytænkning. Lad os kigge lidt nærmere på Citroëns nye mellemklassebil. Til at starte med kommer bilen i to forskellige versioner. En praktisk femdørs udgave og en coupéagtig model med tre døre. Bilerne deler teknik, men adskiller sig markant fra midtersektionen og bagud. C4 med tre døre har nemlig en speciel todelt bagrude, hvor familieversionen har en mere almindelig bagklap. I begge modeller skulle der, ifølge Citroën, være god plads til familien. Men lad være med at vente på en stationcarversion. Den kommer nemlig ikke. Fremover vil det være Picasso, som skal være det praktiske æsel. Og den kommer i en ny version i 2006. Vi noterer også et helt nyt instrumentbord med digitale visninger af hastighed og omdrejningstal. I det hele taget har computeren holdt sit indtog i den nye Citroën. Forskellige nye detaljer er med til at understrege indtrykket af en moderne bil. Lige fra en et højteknologisk svar på "Wunderbaum" i form af en særlig luftfrisker med duftpatron indbygget i ventilationsanlægget, en alarm for utilsigtet overskridelse af vejstriber, hvis føreren falder i søvn, hastighedsbegrænser, dæktryksføler og xenon-forlygter, som selv drejer med rundt, når vejen svinger. Alt sammen spændende detaljer, som næsten med garanti bliver ekstraudstyr herhjemme. C4 afløser Xsara og er bygget på samme platform som PSA-koncernens anden bil i kompakt-klassen, Peugeot 307, som den også vil dele motorer med. Den nye franske kreation har premiere på efterårets internationale biludstilling i Paris, som finder sted i starten af september. Tidspunktet for den danske introduktion kendes endnu ikke, men muligvis lige inden årsskiftet.