Fransk børnemorder i dansk søgelys

NYKØBING FALSTER: Der er fornyet håb om opklaring af en usædvanlig grov forbrydelse fra 1999, hvor en 11-årig pige ved Marielyst Strand på Falster blev voldtaget og næsten kvalt til døde. Den franske massemorder Michel Fourniret, som har tilstået drabene på ni piger og unge kvinder, ligner nemlig til forveksling en fantomtegning af gerningsmanden fra Falster. Politiet i Nykøbing Falster vil nu sammenligne DNA-profiler af de to mænd. Allerede for flere år siden blev DNA-profilen på voldtægtsmanden fra Marielyst Strand lagt ud på Interpols base, men dansk politi har aldrig fået tilbagemeldinger på, om profilen er blevet genkendt i andre lande. Det er dog ingen garanti for, om den er blevet undersøgt i forbindelse med anholdelsen af den franske massemorder. - Hver gang en person i udlandet begår sådanne overgreb mod børn, plejer vi altid at sikre os, at basen bliver kørt igennem. Men der er nogle lande, som ikke vil gøre det uden retsanmodning. Det har dog ikke tidligere været et problem, men er det tilfældet med Frankrig og Belgien, får de selvfølgelig en sådan, siger kriminalinspektør fra Nykøbing Falster Politi, Bent Jørgensen. Kriminalinspektøren vil derfor undersøge, om der er en sammenhæng mellem forbrydelserne i Frankrig og Belgien og voldtægten på Falster ved at sammenligne DNA. - Jeg vil i dag tage kontakt til DNA-registrets folk i København og forhøre mig om, hvorvidt de allerede har profilen i deres register. Jeg vil først se hvor langt de er nået, før vi vil gøre andet, siger Bent Jørgensen. Den dengang 11-årig pige var i overhængende livsfare, da hun for fem år siden blev voldtaget af en mand i en lille skov ved Marielyst-stranden. Pigen, hendes mor og lillebror ankom om eftermiddagen til det sted, hvor fribadestranden ved Bøtø og den almindelige strand mødes. De parkerede på en stor parkeringsplads for enden af Bøtøvej. Herefter gik familien ud på stranden og videre et par hundrede meter mod syd. Der fandt de en gryde, hvor moderen solbadede, mens børnene gik i vandet. Senere løb børnene en tur, hvor pigen forsvandt fra lillebroderen. Et tysk ægtepar har efterfølgende fortalt, at de så en mand trække pigen hen imod det sted i skoven, hvor politiet mener, at voldtægten fandt sted. Der er mellem 100 og 150 meter fra stranden over diget til skoven. Omkring en time senere kom pigen tilbage til moderen. Hun var oprevet og forlangte nærmest grædende at komme hjem. Hun havde ridser i ansigtet. Da moderen spurgte, hvad der var sket, gentog hun kun, at hun ville hjem. Så løb hun ned i strandkanten og vaskede sit ansigt. Da hun vendte tilbage, fortalte hun, at hun var blevet voldtaget. Moderen kørte hende straks på hospitalet, og en undersøgelse bekræftede, at der havde fundet et samleje sted. Hun havde desuden rifter på halsen, på armene og på benene. Blødninger i øjnene viste, at hun havde været i livsfare. Pigen gav et signalement, som resulterede i en fantomtegning af gerningsmanden. Et par dage senere lavede et tysk vidne en tegning, fordi han mente, at gerningsmanden så for ung ud på den officielle fantomtegning. - Og tyskerens tegning stemmer godt med billederne af Fourniret, erklærer Ove Groth. Som led i efterforskningen af dette mulige spor vil det danske politi desuden se på, om der skulle være lighedspunkter mellem sagen på Falster og de forbrydelser, som Michel Fourniret har begået i Belgien og Frankrig. /ritzau/