Fransk fodboldklub fyrer to spillere efter gadeskyderi

To af Martin Braithwaites holdkammerater er færdige i Toulouse efter skyderi mod en tilfældig forbipasserende.

Ritzau
648029071 Foto: Scanpix/Remy Gabalda
3. april 2017 19:19

Fodboldklubben Toulouse har mandag sagt farvel til to af sine spillere ovenpå en skudepisode i den franske by.

Talenterne Mathieu Cafaro og Odsonne Edouard er fyret, efter at de i februar fra et nedrullet bilvindue skød en plastikkugle mod en forbipasserende, der blev ramt i øret.

Offeret har til fransk tv fortalt, at han kom gående på gaden, da en bil kørte op på siden af ham, og der blev afsendt et skud.

Tv-optagelser af bilens nummerplade viste, at skuddet blev affyret fra Odsonne Edouards bil. Den 19-årige spiller er udlånt til Toulouse fra mesterklubben Paris Saint-Germain.

- Hvad Odsonne har gjort er utilladeligt og en skandaløs opførsel. Han spiller ikke for os igen, og vi sender ham tilbage til Paris Saint-Germain, siger Toulouse-præsident, Olivier Sadran, til radiostationen RMC.

- Han var sammen med en anden spiller, og han bliver også fyret. Det er ikke til diskussion, lyder det videre fra Toulouse-bossen med henvisning til den et år ældre Mathieu Cafaro.

Ifølge Odsonne Edouards advokat har Cafaro taget ansvaret for det affyrede skud.

For to år siden blev Edouard topscorer ved U17-EM, hvor Frankrig strøg til tops.

Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite er anfører og øjeblikkelig topscorer i den franske klub.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...