Fransk landstræner må se bort fra Payet i VM-trup

Dimitri Payet kommer ikke i aktion for Frankrig under VM-slutrunden, oplyser Frankrigs landstræner.

Dimitri Payet måtte forlade Europa League-finalen mod Atlético Madrid med en skade. Foto: Scanpix/Boris Horvat
Fodbold 17. maj 2018 20:48 - Opdateret 17. maj 2018 21:31

Frankrig må klare sig uden offensivspilleren Dimitri Payet ved sommerens VM-slutrunde i Rusland, hvor holdet blandt andet møder Danmark.

Det står klart, efter at landstræner Didier Deschamps torsdag udtog en trup på 23 spillere uden Marseille-profilens navn på listen.

Payet måtte grædende forlade banen onsdag aften, da han pådrog sig en muskelskade i Europa League-finalen mod Atlético Madrid.

Det er tilsyneladende muskelskaden, som også sætter en stopper for Payets deltagelse i Rusland.

Payet var fast mand og blandt Frankrigs profiler, da holdet i 2016 spillede sig hele vejen til finalen, hvor det endte med et nederlag til Portugal.

Han spillede også størstedelen af Frankrigs kvalifikationskampe forud for VM.

I forvejen er Frankrigs VM-trup uden Arsenal-forsvareren Laurent Koscielny, der fik en skade i akillessenen.

Til gengæld er profiler som Antoine Griezmann, Hugo Lloris, N'Golo Kante og Paul Pogba alle en del af Deschamps trup.

Styrken i Frankrigs trup kan blandt andet ses ved at se på navnene i den liste på 11 reservespillere, som Didier Deschamps har udvalgt til at kunne træde til i tilfælde af skader.

På reservelisten findes offensivspillere som Alexandre Lacazette (Arsenal), Anthony Martial (Manchester United) og Kingsley Coman (Bayern München).

Ved sommerens VM-slutrunde, der begynder 14. juni, er Frankrig i gruppe med Danmark, Peru og Australien.

Frankrig er på forhånd udset som favorit til at vinde gruppen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...