Fransk maraton-cykling starter i Støvring

50 varmer op til 1.200 kilometers cykling med lørdagstur

STØVRING:Ser man en flok på mere end 50 modne mænd i cykeldragt trille rundt ved motellet i Støvring lørdag morgen, så er der absolut ikke tale om falsk reklame for seriøs cykelsport. De skal på en rask lille morgentur på 200 kilometer. Mændene - og enkelte kvinder - har nemlig særdeles ambitiøse planer for deres nærmeste cyklende fremtid, og i den forbindelse er sådan en tur i ren hyggestørrelse. - Vi er gået sammen om at træne til det store franske cykelløb Paris-Brest. Det er 1.200 kilometer uden store pauser og afholdes kun hvert fjerde år. Næste gang er det mandag den 18. august, og der skal vi med, siger Ib Bové fra Støvring, der er blandt arrangørerne i Danmark. Han lyder umådelig frisk i forhold til de prøvelser, han frivilligt går ind til. At køre bil 1.200 kilometer i træk vil være rigelig prøvelse for de fleste, så på cykel... Nej vel? - Det er også en hård tur. Derfor er der også helt klare regler for, hvad man skal kunne cykle for at være med. Det letteste er en tur på 200 kilometer, så det er det, vi starter med. Næste lørdag er det den samme tur, derefter bliver det på 300, 400 og til sidst 600 kilometer, forklarer entusiasten. Ib Bové er selv veteran fra to af løbene mellem Paris og den ligeledes franske storby Brest, der ligger ved Atlanterhavskysten. Selv om han var i sadlen næsten uafbrudt i mere end to døgn, glæder han sig til endnu en gang krops-spanking til august. - Min kone bad mig huske, hvad jeg havde sagt lige efter løbet de andre to gange. Og det er rigtigt, at jeg sagde, at "det gør jeg aldrig mere". Man er brugt, når sådan et løb er færdigt, og jeg kan love dig for, at der er stille i bussen på vej hjem. Men når der er gået et par år, så husker man det ikke mere, forklarer supercykleren. Han venter ikke, at der er det store frafald efter denne lørdags tur, der byder på et smut over Mors og Skive og tilbage. - Hvis der er nogen, der udgår, så plejer det at være, fordi at de får en skade på udstyret eller lignende. Men nu er der 50 forhåndstilmedinger, hvilket er usædvanligt højt. Så det kan godt være, at enkelte falder fra - men jeg tror det ikke, siger Ib Bovè. Han er med på turen, men frygter den ikke. Han varmede nemlig op med at cykle til Sjælland i sidste uge...