Fransk-russisk åbning på Vendsyssel Festival

Åbningskoncerten i årets Vendsyssel Festival bliver søndag 6. juli i Sæby Kirke, hvor det franske orkester Ensemble Ricercata de Paris spiller under ledelse af den russiskfødte violinist Alexandre Brussilovsky. Orkestret består af unge professionelle musikere og deltager i musikfestivaler over hele verden, oplyser Vendsyssel Festivalen. En anden musikgenre repræsenteres af De Nordiske Spillemænd og sopranen Gitta Maria Sjöberg, som giver koncert i Abildgård Kirke søndag 13. juli. Spillemændene er fem klassisk uddannede musikere, alle yndere af nordisk folkemusik, som de tilfører et raffineret klassisk tonesprog. Solisten Gitta Maria Sjöberg er operasanger ved Det Kongelige Teater. Den polskfødte pianist Krzystof Jablonski spiller i Vrejlev Kirke tirsdag 15. juli. Pianisten er kendt som Chopin-fortolker, og det viser hans program for denne koncert også klart. Tirsdag 22. juli spiller den russiskfødte pianist Alexander Tselyakov i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Programmet rummer bl.a. værker af Liszt og Rachmaninoff. Søndag 3. august giver det danske ensemble Concerto Copenhagen koncert i Dronninglund Slotskirke under ledelse af cembalisten Lars Ulrik Mortensen. På orkestrets repertoire står ved denne lejlighed værker af Corelli, Vivaldi, Bach og Telemann. I alt omfatter koncertprogrammet 50 arrangementer. Billetprisen er som før 50 kr. for voksne. Børn under 14 år kommer gratis ind. Enkelte koncerter har dog forhøjede billetpriser. Det vil fremgå af brochuren. Partoutkort for en person (Grønt Kort) koster 350 kr., for to (Blåt Kort) 650 kr. Hele materialet forventes at ligge klar på landsdelens biblioteker og turistkontorer fra 2. juni.