Fransk spidsbuestil

Hvorfor ikke tænke i buer og cirkler - det er både sjovere og mere spændende. Sådan har Citroën sikkert tænkt, da de kreerede linierne til C4. Og tak for det. Langt de fleste vi stødte på under testen mente, at C4 er en smuk vogn. Instrumenteringen er også noget helt for sig selv. Den inderste del af rattet, hvor airbaggen sidder, byder på betjening af stereoanlægget og fartpilot, som i øvrigt er standard. I midten af kabinen allerøverst finder vi instrumenthuset, der indeholder kontrollamper og speedometer. Det er digitalt og udformet med tal, så store som en mobiltelefon. Kvaliteten af de valgte materialer virker tilforladelig, men det er typisk Citroën, at der er knirkelyde selv i en helt jomfruelig testbil. Bagtil er der plads til tre voksne, hvis de ikke er for bredskuldrede. Men på en lang tur vil de bemærke, at sædehynden ikke støtter benene ordentligt og høje personer vil komme i karambolage med loftet. Det er set bedre i klassen. Bagagerummet er nemt tilgængeligt, men blandt de mindste. Forruden er enorm og der er højt til loftet. Det giver masser af luft og lys. Affjedringen er til den faste side og giver et fint greb i asfalten. C4 kører bedre end Peugeot 307, og svinger gennem kurverne uden den store krængning. Ikke på samme overlegne facon som Ford Focus og heller ikke med samme styrepræcision. Ud over det opsigtsvækkende og forfriskende design er bilens bedste salgsargument den fordelagtige pris. Testbilen med 1,6 motor og Prestigeudstyr lander på 224.673 kroner. Ved og mærke med aircondition, fartpilot, men uden cd-afspiller, der koster ekstra. Da C4 er den sikreste bil i klassen, sammen med Focus, er det svært at komme uden om, at den giver mest bil for pengene i denne test.