Fransk-tysk traktatudspil er på vej

Merkel og Sarkozy vil gøre alt for at garantere euroens holdbarhed - derfor foreslår de traktatændringer

Nicolas Sarkozy, fransk præsident, og Angela Merkel, tysk forbundskansler, tager afsked med hinanden efter endnu et minitopmøde i går i Strasbourg om euro-krisen.Foto: Scanpix

Nicolas Sarkozy, fransk præsident, og Angela Merkel, tysk forbundskansler, tager afsked med hinanden efter endnu et minitopmøde i går i Strasbourg om euro-krisen.Foto: Scanpix

StrasbourG: Lederne af Frankrig, Tyskland og Italien meddelte efter et krisemøde i Strasbourg torsdag, at de i løbet af de kommende dage vil fremlægge forslag til ændringer af EU-traktaterne. Forslagene skal skabe mere sammenhængskraft og budgetdisciplin i EU. - Vi er enige om at gøre alt for at støtte og garantere euroens holdbarhed, sagde den franske præsident, Nicolas Sarkozy, efter mini-topmødet. Forbundskansler Angela Merkel understregede, at traktatændringer ikke vil påvirke Den Europæiske Centralbank, ECB's, rolle. - ECB er og forbliver uafhængig, sagde hun. Usikkerhed om tysk økonomi Minitopmødet fandt sted på et tidspunkt, hvor der er øget fokus på problemer for tyske statsobligationer, der torsdag faldt til det laveste niveau i næsten en måned. Der er opstået usikkerhed omkring den tyske økonomi, fordi forbundsrepublikken ikke kunne fuldtegne en obligationsudstedelse på seks milliarder euro onsdag. Iagttagere siger nu, at det står klart, at tyskerne vil komme til at betale dyrt for nye bestræbelser på at løse krisen, hvad enten det gælder en større rolle til Den Europæiske Centralbank, en tættere finansiel union eller udstedelse af fælles euro-obligationer. Sarkozy har indtrængende opfordret den tyske forbundskansler til at opgive sin modstand mod at lade ECB blive den sidste lånegarant, som skal beskytte de nationale budgetter mod de skeptiske markeder. - Der er et behov for, at ECB griber ind. Jeg tror på, at ECB bør spille en afgørende rolle for at genskabe tilliden, sagde den franske udenrigsminister, Alain Juppé, forud for topmødet i den østlige franske by. Ved drøftelserne ville Italiens nye premierminister, Mario Monti, forsøge at genvinde noget af Roms tidligere store indflydelse i EU, og hans tilstedeværelse ved mødet signalerede, at Italien er på vej mod en ny rolle i Europa efter æraen med Silvio Berlusconi. Kritik af Merkels krav Merkel blev torsdag kritiseret for at bringe hele EU i fare ved at stille krav om traktatændringer, der skal føre til et tættere EU på begrænsede områder. I et åbent kritisk brev til kansleren i den tyske erhvervsavis Handelsblatt skrev Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn: - Hvis De, kære kansler, får opfyldt ønsket, så glem ikke, at det vil indebære risikoen for et sammenbrud i EU. Asselborn skrev videre, at det er "utopisk" at tro, at traktatændringer kan være "begrænsede". Den britiske premierminister, David Cameron, har allerede gjort det klart, at han vil bruge traktatændringer til at "hente forskellige beføjelser tilbage til London fra Bruxelles." - Derudover er der fare for folkeafstemninger, hvis der sker traktatændringer, påpegede Asselborn videre: - Behøver jeg at minde om, at Spanien og Luxembourg var de eneste lande, som i 2005 stemte ja til EU's forfatningstraktat. Merkel har argumenteret for, at Bruxelles skal have flere beføjelser til at gribe ind over for medlemslandes budgetter, hvis der er store problemer, og det skal være muligt at indføre sanktioner ved gentagne regelbrud. Derimod ønsker Frankrig at samle gælden og give ECB flere beføjelser til at intervenere på markederne. /ritzau/Reuters