Frankrig

Franske aner

Louis Bretteville - franskmanden der bragte oplevelsesøkonomien til Aalborg.

Louis Bretteville - franskmanden der bragte oplevelsesøkonomien til Aalborg.

De 11 digitale iværksætterfirmaer, der i dag har til huse i Bretteville - Bodyplanning, Display/ground, Lars Pank, LogicMedia, Nitusind.nu, Open Story Group, Projectum, Smallstorm, Tonic Games, Urlyd og Y-Cam - har på mange måder taget tråden op efter manden, der har lagt navn til gaden adressen (Brettevillesgade). Louis le Normand de Bretteville kom som 14-årig i 1794 til Danmark på flugt fra den franske revolution med sin adelige familie. Allerede i en alder af 15 år blev Bretteville antaget i 3. jyske infanteriregiment iAalborg som frikorporal – sandsynligvis efter anbefaling fra grev Reventlow på Brahetrolleborg, hvor de franske flygtninge i første omgang blev indkvarteret. Bretteville junior avancerede planmæssigt og blev stabskaptajn - i øvrigt i en tid da Louis under Napoleonskrigene var nødt til at omstille sig til at kæmpe på dansk side og have Napoleon som allieret. I 1813, året for den danske statsbankerot og året før det endelige nederlag - Napoleons Waterloo - blev han Ridder af Dannebrog for at have "…udmærket sig ved Omsorg og Virksomhed i de ham overdragne Forretninger som Inspecteur over sygehusene i Nakskov og Overopsynsmand ved samtlige paa Lolland værende Lazaretter.” I 1815 indfandt freden sig i Europa efter Napoleonskrigene, og Louis tog som led i besættelsen af Frankrig af sted for at organisere lazaretvæsenet. I Frankrig deltog han i det livlige selskabsliv blandt de danske officerer og blev tilmed dekoreret med den franske liljeorden. Således behængt, og desuden udnævnt til kammerjunker, blev han rejseledsager for to unge adelsmænd, og det førte ham i løbet af tre år til Berlin, Dresden, Karlsbad, Geneve, Firenze, Neapel, Rom, Bologna, Venezia, Brennerpasset, Heidelberg, Sydfrankrig og Paris med stor selskabelighed og mange nye indtryk. Derforhar det givetvis også været noget af et antiklimaks at vende hjem til Aalborg, som efter statsbankerotten i 1813 ikke længere var noget særligt livligt sted. Den engang så velstående by havde ikke meget at byde på for en mand af verden, der var vant til mangeartede udfordringer. Men det bremsede ikke hans virkelyst. Louis indførte i sin store foretagsomhed et vandrensningsapparat i garnisonen i Aalborg og opfandt desuden i 1836 et middel til bekæmpelse af kolera, og han var også ophavsmand til et luftdrevet maskingevær. I Aalborg lagde han de første frø til Tivoli Karolinelund - oprindelig en smukt beplantet park på garnisonens arealer, og i Kildeparken lagde han grunden til en tradition med musiktraktementer samt var ophavsmand til livlig brug af fyrværkeri som et festligt indslag i byen. - Det lader til, at han allerede dengang havde bidt mærke i, at folket vil have smukke og interessante adspredelser – og som sådan var han jo en af de første til at bringe oplevelsesøkonomien til vor stad, som det anføres i en fin lille folder om manden, der har lagt navn til Aalborgs digitale iværksætterhus. Byen satte da satte så stor pris på hans foretagsomhed, at den udnævnte ham til æresborger i 1845.