Franske råvarer direkte til kundernes gadedør

Succes for Den Franske Kasse, der nu har åbnet for levering i Nordjylland

Frankrig 1. november 2002 07:00

AALBORG: Kød, fisk og grøntsager indkøbes på Europas største fødevaremarked i Rungis syd for Paris onsdag morgen, køres til Danmark i kølebiler, pakkes i flamingokasser og leveres ved kundernes gadedør torsdag aften. Det er idéen i Den Franske Kasse, som er et nyt e-handelstilbud til alle, der er interesseret i en fødevaremæssig oplevelse. Projektet begyndte i hovedstadsområdet 1. august, og det har allerede så meget vind i sejlene, at man nu har åbnet for levering i Jylland. I vores region er det foreløbigt kunder i Hobro- og Aalborg-området, man henvender sig til, men området udvides i takt med interessen, hvilket altsammen handler om, at leveringen skal være rationel. Bag Den Franske Kasse står kokken Louise Fæster, der er uddannet på Søllerød Kro, og som blandt andet har været souschef på Restaurant Nostalgie i Moskva og køkkenchef i Miljø- og Energiministeriet. Sammen med to partnere har hun sat sig for at skaffe danskerne råvarer af en kvalitet, som vi - ifølge Louise Fæster - ikke kan få herhjemme: - Og det er vel at mærke til konkurrencedygtige priser, oplyser hun og fortæller, at en kasse, der rækker til to hovedmåltider og en let frokostret til to personer koster 225 kroner, inklusive moms og levering. Skal der også være til to børn koster kassen 295 kroner. - Enkelte ingredienser skal man selv lægge til. Vi går ud fra, at kunderne har en basishusholdning med olie, eddike, ris, pasta og den slags, som det ville være fjollet at transportere helt fra Frankrig. Der kan også være ting, men skal købe selv på forhånd. Det kan være bacon i tern eller andet, men listen ligger på nettet i god tid, så man kan have tingene købt ind inden weekenden, forklarer Louise Fæster. I det hele taget fungerer alt med bestilling, betaling, oplysninger osv. via internet og e-mail, og dermed er Den Franske Kasse et godt eksempel på et nicheprodukt, som det ville være meget svært at formidle på anden måde end via e-handel. Interessen har da også i høj grad oversteget forventningerne: - Vi havde håbet at have 500 kunder til december, men vi har allerede op mod 1700. Imidlertid søger vi at udvide leveringsområdet stille og roligt. Det skal hele tiden hænge sammen med et passende antal kunder i et område for at sikre en rationel logistik, forklarer Louise Fæster. Hun bedyrer, at alle kan finde ud af at fremstille lækre madretter af de indkøbte råvarer: - Vi lægger vægt på, at det her ikke kun er et tilbud til gourmeter, men til alle, som holder af god mad. Derfor kræver ingen af opskrifterne særlige forudsætninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...