Franske soldater står til straf efter advarsel om borgerkrig

Et brev underskrevet af omkring 1000 militærfolk står nu til at få konsekvenser for nogle af underskriverne.

Franske officerer er bekymrede for indvandrertunge forstæder til de franske storbyer, hvor der ofte er problemer med fattigdom og kriminalitet. (Arkivfoto)

Franske officerer er bekymrede for indvandrertunge forstæder til de franske storbyer, hvor der ofte er problemer med fattigdom og kriminalitet. (Arkivfoto)

PARIS:Hundredvis af franske officerer advarer om, at Frankrig risikerer borgerkrig.

Det sker i et åbent brev, der er blevet bragt i det højreorienterede magasin Valeurs Actuelles.

Ifølge underskriverne af brevet er det særligt indvandrerproblemer, der udgør problemet.

- Situationen er alvorlig. Frankrig er i fare, skriver de.

Officererne advarer mod terror og islamisme og er bekymrede for de indvandrertunge forstæder til de franske storbyer, hvor der ofte er problemer med fattigdom og kriminalitet.

Brevet har vakt opsigt ikke mindst hos det franske militærs top.

Efter offentliggørelsen har stabschefen for de væbnede styrker truet med at sanktionere 18 soldater, herunder nogle officerer, der har skrevet under på brevet.

- Hver enkelt vil blive stillet for et ledende militærråd, siger general François Lecointre til avisen Le Paris.

Han tilføjer, at det kan betyde, at soldaterne bliver taget ud af tjeneste eller sendt på "øjeblikkelig pension".

- Jeg mener, at jo højere ansvar, du har, jo større forpligtelse har du til at forblive neutral og eksemplarisk, siger François Lecointre.

Bag advarslen står 24 pensionerede generaler, 80 pensionerede oberster, 125 pensionerede oberstløjtnanter og andre officerer.

Der er tilsammen omkring 1000 militærfolk bag advarslen, og nogle af dem er i aktiv tjeneste endnu.

Præsident Emmanuel Macron og hans regering har ellers forsøgt at gøre noget ved indvandrerproblemerne.

Så sent som i februar fik regeringen parlamentet til at vedtage en lov, der skal beskytte den sekulære stat.

Premierminister Jean Castex har i en sjælden udtalelse om militæret stemplet brevet som et initiativ, der går imod alle principper om ære og hærens pligt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.