Franskmand tilbyder sig til Ruslands fodboldlandshold

Damien Le Tallec har spillet mange ungdomslandskampe for Frankrig. Nu vil franskmanden til EM med Rusland.

Damien Le Tallec spiller for Montpellier i Frankrigs bedste række. Tidligere i karrieren har den 29-årige midtbanespiller haft to år i russisk fodbold, han er russisk gift og har en søn med dobbelt statsborgerskab. (Arkivfoto).

Damien Le Tallec spiller for Montpellier i Frankrigs bedste række. Tidligere i karrieren har den 29-årige midtbanespiller haft to år i russisk fodbold, han er russisk gift og har en søn med dobbelt statsborgerskab. (Arkivfoto).

MONTPELLIER:Den franske fodboldspiller Damien Le Tallec går efter at repræsentere Rusland ved næste års EM.

Den 29-årige midtbanespiller fra Montpellier har optrådt på flere franske ungdomslandshold, men det er aldrig blevet til en a-landsholdskamp for Frankrig.

For nogle måneder siden ansøgte han om at få russisk statsborgerskab, da han er russisk gift. Le Tallec håber, at Ruslands landstræner Stanislav Cherchesov vil overveje at udtage ham.

- Jeg elsker Rusland, kulturen og mentaliteten hos befolkningen.

- Hvis træneren har brug for mig, så vil jeg besvare hans opkald, så snart jeg har fået mit pas. Det vil være en stor ære for mig at repræsentere Rusland, siger Damien Le Tallec til avisen Izvestia.

Le Tallec har tidligere i karrieren spillet for en russisk klub, der havde hjemme i Saransk, hvor det danske landshold spillede en kamp under VM i 2018.

Den franske midtbanespiller har desuden en søn med sin russiske kone. Sønnen har dobbelt statsborgerskab. Familien kommer ofte i Moskva, hvor de har en lejlighed.

Rusland er havnet i gruppe med det danske landshold ved næste års EM. Finland og Belgien er de øvrige modstandere i gruppen. Danmark spiller alle holdets gruppekampe i København.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.