Franzen A/S øger sit årsresultat

AALBORG:Hos trykkerivirksomheden Franzen A/S i Aalborg er man vældigt tilfredse med det nye årsresultat, der viser en omsætning på 170 mio. kr. og et resultat før skat på fem mio. kr. - I betragtning af, at det er vores første år uden avisrotation, som nu ligger i Avistryk Nord, finder vi det flot med en omsætning på 170 mio. kr. Endnu vigtigere er det dog, at vores resultat før renter og skat er i markant fremgang, og at vi på driften har tjent to mio. kr. mere end forrige år, siger adm. direktør Leif Petersen. Han forklarer, at selskabet stadig kæmper med store renteudgifter efter dispositioner i tidligere tider, og at man derfor skiller resultatet ud før renter for at se, hvordan det reelt går. Han oplyser, at den såkaldte EBIT (altså indtjening før renter og skat) i det nyeste regnskab ligger på 5,3 procent mod 3,4 procent året før, og at den gerne skulle op på seks procent næste år: - Fremgangen skyldes blandt andet, at vi har kunnet gøre produktionen mere effektiv og rationel, ligesom vi er blevet bedre til at lokalisere de opgaver, som vi kan løse til konkurrencedygtige priser og som passer godt ind i vores teknologi, fortæller Leif Petersen. Han oplyser, at firmaet blandt andet er ved at indføre robotter til visse opgaver. I første omgang til at stable tryksager på paller. Franzen A/S, der har 87 ansatte, indgår i Franzen Holding sammen med den 100 procent ejede virksomhed Franzen Logistics og den 50 procent ejede Avistryk Nord.