Fraværende Khader med i debat og vision

Lederen af Ny Alliance blev alligevel centrum for en tid

EMNER 1. juni 2007 06:00

KØBENHAVN: Partileder Naser Khaders (NV) meget omtalte fravær ved Folketingets afslutningsdebat torsdag nåede helt frem til at blive omtalt af mødelederen, næstformand Svend Auken (S). - Normalt er vi ikke glade for at omtale personer, der ikke er til stede, men i dette tilfælde mener jeg absolut, at det må være tilladeligt, sagde næstformand for Folketinget Svend Auken til en vis moro. Lige inden havde SF-formand Villy Søvndal tegnet et scenario, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ringede til Naser Khader efter et valg, hvor VK-regeringen manglede nogle mandater for at få flertal. - Kunne du ikke tænke dig at være integrationsminister i en kommende VK-regering, ville Fogh spørge Khader - i Søvndals vision. Khader ville svare, at han jo havde lovet at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. - Jamen det kommer du også til, for du bliver medlem af en regering, og det gør Pia Kjærsgaard (DF) ikke, så din indflydelse er langt større, ville Fogh svare ifølge Søvndals drejebog. Og så ville Khader kunne indfri sit løfte om indflydelse. SF-lederen sagde, at han kunne se fra talerstolen, at statsministeren - få meter væk - lyttede intenst. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...