Fredagsbar for ildsjæle

Så er der fredagsbar for ildsjælene. Fotograf: Jesper Voldgaard
4. oktober 2016 07:49

Hvor mødes de mennesker, som hver dag står op og virkelig brænder for noget? Dem, som gerne vil gøre en forskel igennem deres job, virksomhed eller frivilligt arbejde.

Fremover kan de mødes til Fredagsbar for ildsjæle - den første fredag i hver måned.

7. oktober går starten nemlig til et nyt initiativ, som med stor succes har eksisteret i både København og Aarhus i over et år, og som hver måned samler hundredvis af mennesker, som savner at være sammen med flere af dem, som de har mest til fælles med.

Initiativtageren er Tinna Kristensen, som i samarbejde med Café Ulla Terkelsen London, har sørget for at trække fællesskabet til Aalborg, for at give nordjyderne den samme mulighed.

- Jeg har selv deltaget i fredagsbarerne i både København og Aarhus, og blev forelsket i den gode energi, den åbne og uhøjtidelige atmosfære og de mange gode samtaler, hvor man giver og modtager uden den store friktion.

- Uanset hvem man er, hvad man brænder for eller hvorfor, så er der bare en følelse af kæmpe opbakning og fællesskab, som jeg ikke har oplevet andre steder. Det vil jeg rigtig gerne kunne tilbyde ildsjælene i vores landsdel, understreger Tinna Kristensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...