EMNER

Fredelige menighedsrådsvalg på vej

BROVST:Interessen for at stille op til de kommende meninghedsrådsvalg lader til at være begrænset. Ganske vist er der mulighed for at lade sig opstille indtil 28. september, men en rundspørge til fem meninghedsråd viser ingen sikre tegn på kampvalg nogen steder. Fra Tranum, Brovst og Lerup sogne lyder meldingen, at der ikke regnes med mere end en liste. På Øland vides det endnu ikke, mens næstformand i Torslev Sogns menighedsråd, Erling Jensen, har hørt løse rygter om, at der muligvis bliver to lister. Men et kampvalg er ikke nødvendigvis en god ting. - Hvad giver et kampvalg andet et ekstra udgifter? Det kræver ihvertfald, at de, der stiller op, er engagerede og villige til at gøre en indsats, fortæller Erling Jensen. Interesse for kampvalg Formanden for Tranum Sogns meninghedsråd, Grethe Christensen, peger derimod på kampvalg som en mulig måde at skabe mere interesse om menighedsrådsvalgene. Det kan både ske ved at have en enkelt liste med flere opstillede end nu eller ved at have flere lister at vælge imellem. Og en øget interesse er ønskelig, lyder meldingen fra alle adspurgte meninghedsråd. Der er lavet forskellige tiltag for at øge interesse for menighedsrådenes arbejde. Der er blevet annonceret, oplyst, orienteret, lavet friluftsgudstjenester, aktive legestuer for unge mødre og deres børn, familiegudstjenester, arrangeret koncerter, men uden det har hjulpet det helt store. - Ekstraordinære arrangementer hjælper gerne på interessen i et stykke tid, men så er det som, at det går i sig selv igen, fortæller næstformand i Brovst Sogns meninghedsråd, Elmo Myrup. Alle mangler tid Ifølge Elmo Myrup er det ikke muligt til stadighed at lave ekstraordinære arrangementer. - Det kan ikke lade sig gøre, da hverken præsten eller menighedsrådene har tiden eller ressourcerne til det. Elmo Myrup peger også på manglende tid blandt menigheden som en forklaring på, hvorfor det er så svært at skabe interesse om det kirkelige arbejde. Formanden for Øland Sogns menighedsråd, Hanne Vestegård Madsen, oplever også, at det er svært at skabe interessen. - Vi har prøvet mange ting. Eftermiddagsmøde, højskoleaftener og koncerter, men når man ser på fremmødet, kan man godt komme i tvivl om, det er anstrengelserne værd. Hvad skaber interesse? Hanne Vestergård Madsen har ikke umiddelbart flere forslag til, hvordan interessen kan øges. - Det er svært, når man ser på folk, og hvad interesser de har, men det kan godt ske, at vi er ved at løbe tør for ideer, og at det ville blive anderledes, hvis der kom andre til. Formanden for menighedsrådet i Lerup Sogn, Poul Kristian Thomsen har også oplevet den manglende interesse, men fik dog problemet løst. Der manglede både stillere og stedfortrædere, men de blev fundet. - Når vi først kommer ud, er folk ikke afvisende. Men vi har ikke mulighed for at gå og stemme dørklokker, for vi har ikke tiden, når vi også skal passe vores arbejde. Lang tjeneste Grethe Christensen fra Tranum påpeger, at det ihvertfald kræver fire år, før man er inde i alt omkring budget og kirkearbejdet. Det er Elmo Myrup enig i. - Men det er også vigtigt, at der sker en udskiftning af medlemmer i menighedsrådene, så der kommer fornyelse til. Ellers bliver det som en 78' er grammofonplade, der kører i den samme rille.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst