Fredeligste Århus Festuge i mands minde

Den netop overståede 40. Århus Festuge formåede med temaet "Fra Aros med Eros" tilsyneladende både at få århusianerne til at være gladere for hinanden og til at hive penge op af lommen. Politiet har oplevet den fredeligste festuge i mands minde og arrangørerne melder om solgte billetter som aldrig før. - Set med politiets øjne har det været en fantastisk fesuge, siger politiinspektør Bent Preben Nielsen til Ritzau og tilføjer, at politiet endda periodevis har haft mindre at lave end i en almindelig uge. Det endelige antal anholdelser er endnu ikke opgjort, men det ligger fast, at de er få, og at lovovertrædelserne handler om "småting" som ulovlig gadehandel, urinering i gaderne og besiddelser af mindre mængder hash. Der har været enkelte voldsepisoder, men også de har været i en mindre størrelsesorden. Festugens generalsekretær Martin Lumbye vil godt tage en del af æren for, at årets store Århus-fest blev fredelig. I hans første festuge som eneansvarlig har han bl.a. sørget for et mindre antal madboder og udskænkningsteder i centrum, der i stedet har været fyldt med mindre scener og telte med plads til kunst og kultur. - Byen har i år ikke været én stor beværtning, og det har haft betydning, siger han til Ritzau. Der er ikke set voldtægtssager, som politiet vurderer har relation til festugen. Sidste år blev Århus Festuge skæmmet af en grov voldtægt i Botanisk Have, der i øvrigt endnu er uopklaret. Henved 3000 århusianere markerede dengang deres modstand mod forbrydelsen og mod voldtægter i det hele taget ved en stille protestmarch gennem Botanisk Have. Og en lignende protestmarch vil blive gennemført onsdag i denne uge. Med kærligheden og erotikken som tema har Århus Festuge solgt billetter som aldrig før. Med en belægningsprocent på over 90 er der udsigt til et overskud, der er langt større end budgetteret. De endelige tal foreligger tidligst sidst på ugen. Enkelte forestillinger, som bl.a. den stærkt omdiskuterede pornografiske forestillig"XXX" på Århus Teater har trukket totalt fulde huse, og festugens ledelse kan desuden glæde sig over gode anmeldelser af især lokale kulturinstitutioner som bl.a. Granhøj Dans og Sommeroperaen. - Jeg er en rigtig, rigtig glad mand, men uden at være selvtilfreds. Vi er på rette vej, men nu skal vi sørge for også at opretholde det høje kvalitetsniveau, siger Martin Lumbye. Næste års festuge har foreløbig "det eventyrlige" som tema i anledning af H.C Andersens 200 års fødselsdag. /ritzau/