Fredericia er klar til herrernes bedste håndboldrække

Fredericia er klar til Herre Håndbold Ligaen, mens Ringsted fortsat har muligheden for at overleve i rækken.

AARHUS:Fredericia HK er klar til at tørne ud i Herre Håndbold Ligaen fra den kommende sæson.

Lørdag sikrede klubben sig førstepladsen i 1. division og snuppede dermed den direkte oprykningsplads.

Det skete med en udesejr på 30-26 over Ajax, og den bragte Fredericia på 42 point for 25 kampe. Dermed kan holdet ikke indhentes af Tønder, der på andenpladsen har 37 point.

Samtidig spillede Ringsted i den bedste række for at undgå den direkte nedrykningsplads, og det lykkedes i hvert fald at udsætte nedrykningen med en hjemmesejr på 25-24 over Lemvig-Thyborøn.

Ringsted førte i det meste af kampen, men alligevel blev det et drama til det sidste.

Inden sidste spillerunde har Ringsted 11 point og for at undgå sidstepladsen og den direkte nedrykning skal holdet presse sig forbi et foranliggende hold.

På pladserne lige over har KIF Kolding 12 point, mens Lemvig-Thyborøn og Mors-Thy begge har 13 point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.