Frankrig

FREDERIK fejrer fransk fest i gaderne

FREDERIKSHAVN:Familien Frederikshavn & Co. får lejlighed til at opleve en stemningsfyldt dag, når de lørdag den 30. april bevæger sig gennem Midtbyen. FREDERIK har nemlig lagt op til en festlig, fransk torvedag med stemning som i de parisiske gader. Lodsgade og Lodstorvet bliver fyldt med boder á la fransk torvemarked, med bl.a. kunst, smykker, tørrede blomster, legetøj og keramik. Og den milde forårsbrise vil genlyde af harmonikamusik. Franskmændene er et temperamentfuldt folkefærd - også når det kører bil. Derfor vil 12 biler fra Renault, Citroên og Peugeot være parkeret i gågaden - til almindelig beundring. GråAndens kok, Alfred Pichler, serverer franske oste og franske vine sammen med Mahlers Vinhandel, portrættegneren Antonio Viviano tegner portrætter, som man kender det fra Place du Tertre i Paris, og hele midtbyen er pakket ind i franske flag - på gågaden og i Havnegade. - Idéen med vores del af Mortensen-ugen er, at det skal være hele byens Erik Mortensen. Og for FREDERIK betyder det, at vi holder vores arrangement i hjertet af byen. Vi føler, vi har gjort, hvad vi kan for at skabe en lidt anderledes og sjovere lørdag. Nu mangler vi kun smukt vejr og en masse mennesker, siger handelschef, Michael Frederiksen.