Frederik Løchte sejrer med svensker

Sikkert videre i mixeddouble

Frederik Løchte, der her ses med herredouble-makkeren Girgor Dimitrov, lever videre i Wimbledon i mixeddouble. Arkivfoto: Mike Ehrmann

Frederik Løchte, der her ses med herredouble-makkeren Girgor Dimitrov, lever videre i Wimbledon i mixeddouble. Arkivfoto: Mike Ehrmann

LONDON:Frederik Løchte Nielsen er videre til anden runde i mixeddouble ved grand slam-turneringen Wimbledon i London.

Den danske tennisspiller vandt mandag aften sammen med svenske Sofia Arvidsson, 7-5, 6-4 over briten Kyle Edmund og canadieren Eugenie Bouchard.

Den dansk-svenske konstellation kom ellers bagud 2-5 i første sæt i kampen, der blev spillet på bane 12.

Det lykkedes dog parret at komme tilbage, og Frederik Løchte Nielsen afsluttede sættet ved at smashe bolden utageligt i græsset fra sin position ved nettet.

I andet sæt fulgtes parrene ad til 3-3. Så slog Løchte og Arvidsson til i Eugenie Bouchards serveparti, da danskeren returnerede en serv hårdt til canadieren, som hun ikke kunne sende tilbage over nettet.

Til sidst kunne Frederik Løchte Nielsen serve sejren hjem, selvom han og Arvidsson undervejs i partiet måtte afværge to breakbolde.

I anden runde venter kroaten Ivan Dodig og hans makker, Marina Erakovic fra New Zealand. Parret er seedet 16.

Frederik Løchte Nielsen vandt sidste år herredouble-rækken ved Wimbledon sammen med briten Jonathan Marray.

I år røg danskeren ud i anden runde sammen med sin bulgarske makker, Grigor Dimitrov.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.