Frederik skruede op for julelyset og ned for el-regningen
Halvanden mio. julelys bruger næsten ingen strøm

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:- Og hvad kan det så koste i strøm med al den julebelysning? Og var det nu ikke bedre, at bruge pengene på noget mere fornuftigt?
Nej, desværre. Vi må skuffe den sidste skeptiker og tænde julelyset for den sidste sortseer. Frederikshavns nye og mest gigantiske julebelysning nogensinde er ren fakta også en god, snusfornuftig forretning.
20 danske kroner i timen. Det er el-regningen for samtlige 1,5 millioner led-lys, der tændtes fredag aften til Open by Christmas. Ja, du læste rigtigt: 20 kroner i timen. Og så er det ikke engang løwn...
Gadebelysningen
Ifølge elinstallatør Lars Hostrup, der sammen med Emil Sørensens Efterfølger, står for hele lyshavet, bruger hver pære 0,06 watt. Tilsammen bliver det 10,6 kW i timen, svarende til 20 kroner.
- I princippet kunne vi lade lysene brænde døgnet rundt, og garantien om det lave el-forbrug har været afgørende for valget af det østrigske firma MK, der er leverandør af julebelysningen, fortæller Lars Hostrup.
En anden fordel er, at den nye julebelysning kan brænde sammen med den sædvanlige gadebelysning, bortset fra strækningen mellem Fisketorvet og Rådhus Allé.
Kan udbygges år for år
- Det var noget af det kritikken gik på med den gamle julebelysning. Folk syntes simpelthen, at der var for mørkt, siger Lars Hostrup, der har arbejdet med den gigantiske belysning siden april i år.
Fra 1. oktober har de to lokale el-installatører haft to mand fast på opgaven, og de seneste uger har adskillige ansatte og endnu flere frivillige ligget vandret for at få det hele på plads til fredagens store åbningsfest.
- Nu skulle det gerne holde de i 10 år, men ikke anderledes end at vi kan udbygge det løbende år for år, siger Lars Hostrup.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.