Frederiks Torv passer til grønttorv

Midtbyens Samråd er tilfreds med, at Grønttorvet bliver flyttet fra Ågade til Frederikstorv

Grønttorvet i Ågade flyttes til Frederikstorv. Arkivfoto: Mette Nielsen
18. september 2016 08:22

Frederikstorv i Aalborgs midtby er det bedst egnede byrum til at huse det grønttorv, der nu holdes to gange om ugen på torvet i Ågade.

Det var der enighed om, da Midtbyens Samråd behandlede den omdiskuterede flytning af grønttorvet på et åbent bestyrelsesmøde - og den holdning har samrådet nu meldt videre til by- og landskabsforvaltningen, som tidligere på året meldte ud, at grønttorvet ville blive flyttet. Siden blev processen sat på standby.

- Nu er vi så langt i forløbet, at samrådet har taget stilling til en flytning af grønttorvet til Frederikstorv. Ud fra en overordnet betragtning mener vi, at den løsning er den bedste, fordi Frederikstorv vil blive omdannet til et byrum med mange aktiviteter i løbet af ugen, og her vil de to ugentlige torvedage passe fint ind, siger Emilie Holst Egebo, der er formand for Midtbyens Samråd.

- Desuden mener vi, at Frederikstorv rent arkitektonisk egner sig bedst, fordi der er tale om en plads, der er omkranset af bygninger på alle sider. Det giver en intim atmosfære, som både kunderne og de handlende vil nyde.

Samrådet deltog i et uformelt borgermøde, som forvaltningen holdt på Frederikstorv den 22. august, og her blev en lang række forslag, ideer og indsigelser præsenteret.

Forvaltningen har efterfølgende indarbejdet mange af ideerne i det forslag, der nu ligger til den fremtidige udformning af Frederikstorv. Også planerne om en omdannelse og en forskønnelse af Ågades Torv ser samrådet positivt på, og man er indstillet på at fortsætte en aktiv dialog med forvaltningen om indretningen af de to centrale pladser.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...