Danmark

Frederiksberg-borgere må finde sig i metro-støj

Mens de i København har fået stoppet metro-støj med klager, må borgere på Frederiksberg finde sig i larmen.

Frederiksberg-borgere må finde sig i metro-støj

Mens naboerne til metrobyggeriet i Københavns Kommune nu med et pennestrøg får bremset aften- og nattearbejdet, må borgerne ved de tre byggepladser på Frederiksberg finde sig i aftenlarm uden mulighed for at klage, skriver Politiken.

Frederiksberg Kommune har allerede givet Metroselskabet lov til at lave støjende arbejde til klokken 22 på hverdage på metrobyggepladserne ved Frederiksberg Station, Frederiksberg Allé og Aksel Møllers Have.

Naboerne i København kan klage over kommunens tilladelse til Natur- og Miljøklagenævnet, men på den anden side af kommunegrænsen er frederiksbergborgerne afskåret fra den mulighed.

"Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. forskriftens paragraf 8, stk. 2", hedder det i Frederiksberg Kommunes tilladelse til Metroselskabet, som er en dispensation fra kommunens forskrift for anlægsarbejder.

Ved Aksel Møllers Have er naboerne frustrerede. dels fordi de den seneste tid ikke har kunnet have vinduer åbne i sommerheden på grund af larmen, dels fordi de tilsyneladende er afskåret fra at klage og dermed potentielt bremse aftenstøjen.

- Det lyder helt utrolig mærkeligt og fuldstændig uacceptabelt, at der er den forskel på tværs af kommunegrænsen. Vores problem er jo det samme som på de andre arbejdspladser.

- Jeg kan ikke forstå, at man kan forhindre borgerne i at klage i én kommune, men ikke i den anden, siger Ole Møller, formand for Ejerforeningen Godthåbs Have, til Politiken.

I Københavns Kommune har beboerforeningerne omkring Marmorkirken, anført af professor i miljøret Peter Pagh, haft held til at stoppe aften- og nattearbejdet, indtil deres principielle klage over de nye regler er færdigbehandlet af Natur- og Miljøklagenævnet.

Peter Pagh fra Københavns Universitet, der fører klagesagen for naboerne ved Marmorkirken af principielle årsager, mener at Frederiksberg er på tynd juridisk grund, når de forhindrer borgerne i at klage.

- Det må efter min opfattelse anses for tvivlsomt, om det er muligt at omgå klageretten ved påbud, når det drejer sig om så vidtgående fravigelser af forskriften. Og uanset oplysningen til borgerne kan det ikke udelukkes, at Natur- og Miljøklagenævnet vil finde, at afgørelsen kan påklages, siger professor Peter Pagh til Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.