Danmark

Frederiksberg har varme i rørene igen

Der er igen varmt vand i hanerne på Frederiksberg, mens store dele af København må fryse lidt endnu.

Store dele af København er fortsat uden varme i radiatorerne, mens beboerne på Frederiksberg igen kan tage et varmt bad, oplyser Hofor og Frederiksberg Forsyningen, der står for varmeforsyningen i hovedstadsområdet.

Det er et nedbrud på Amagerværket tidligt søndag morgen, der er skyld i, at varmen er forsvundet i store dele af København. Strømmen er vendt tilbage igen. Men det tager noget tid at få teknikken og varmepumper til at fungere normalt.

- Vi forventer i øjeblikket at have varmen tilbage i rørene først på aftenen, skriver Hofor på sin hjemmeside klokken 17.

- Vi arbejder på højtryk for at udbedre fejlene, og beklager naturligvis de gener, som driftsforstyrrelsen giver, oplyser selskabet.

På Frederiksberg gik en pumpestation i stykker, men søndag eftermiddag ser det ud til, at fejlen er rettet for de fleste beboere.

- Varmeforsyningen er nu i gang til det meste af Frederiksberg, oplyser Frederiksberg Forsyning klokken 17.45 på sin hjemmeside.

Et område omkring Nordens Plads - afgrænset mod nord og mod øst af Peter Bangs Vej, Dalgas Boulevard, Roskildevej og Søndre Fasanvej - har med få undtagelser igen fjernvarme.

Det samme gælder det meste af indre Frederiksberg i området øst for Pile Allé og Falkoner Allé. Der er dog stadig beboere i kommunen, som må undvære varmt vand.

- Der er desværre stadig problemer med forsyningen til det centrale Frederiksberg. Vi forventer at genstarte varmeforsyningen hertil klokken cirka 18.30.

- Herefter vil der gå nogle timer, før temperaturerne er oppe på normalt niveau. Vi arbejder på højtryk og beklager de gener, som driftsforstyrrelsen giver, skriver selskabet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.