Frederikshavn Bykor giver kirkekoncert

Musik 8. maj 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: 16. maj kl. 19.30 er der forårs koncert i Frederikshavn Kirke med Frederikshavn Bykor. Koret ledes af dets faste dirigent gennem de sidste 10 år Rikke M. Kursch, der også vil være orgelsolist. På programmet står dels danske sange, kormusik af Brahms og den polske renæssancekomponist Mikolaj Zielenski. Desuden bliver der spillet orgelmusik af Bach og Pachelbel. Koncerten indledes med Joh. Seb. Bachs Præludium og Fuga i a-mol. I dette værk viser Bach sit fulde mesterskab når han forener sin overlegne kompositionsteknik med sin evne til at skabe smukke melodier. Det sidste kommer ikke mindst til udtryk i fugaens gennemgående tema. Bykorets program indledes med tre af Ingemanns og Weyses højt elskede morgensange: I østen stiger solen op, Lysets engel går med glans og Storken sidder på bondens tag. Tekst og musik i disse sange går i sjælden grad op i en større helhed. Med Rikke Kurschs kendte sans for musikalsk teksttolkning er der lagt op til en poetisk og tekstnær fremførelse af de tre sange. Når talen falder på renæssancens vokalmusik er det ofte italienske komponistnavne, der først melder sig i bevidstheden. Men også andre lande som f. eks Tjekkiet og Polen fostrede betydelig komponister. Aftenens hovedværk er Joh. Brahms Marienlieder opus 22 fra 1859. Tekstgrundlaget er en række folkelige digte om jomfru Maria. Der er tale om en slags legender, der i lighed med f. eks. Selma Lagerlöfs Kristus legender er fulde af anakronismer og andre fantasifulde påfund. I den anden sang Marias Kirchgang fortælles, at Maria ønsker at gå i kirke. For komme til kirken skal hun krydse et hav. Flot hun lover at give færgemanden, hvad hendes hjerte begærer, hvis blot han vil sætte hende over havet. Han ønsker sig at hun skal gifte sig med hende, men så vil hun nu alligevel hellere svømme over havet. Da hun er kommet til midten begynder alle kirkeklokker – både store og små - at ringe, og til sidst reder hun sig i land på den anden side af havet medens færgemandens hjerte brister i to. Efter to orgelfugaer af Joh. Pachelbel synger koret igen tre danske sange. Ingen er så tryk i fare, Jeg ser de bøgelyse øer og Danmark nu blunder den lyse nat. Koncerten slutter med en keltisk velsignelse sat i musik af en anonym komponist. Koncerten er en gentagelse af et program som Frederikshavn Bykor synger ved to koncerter på Sjælland i weekenden 12. – 13. maj. Der er gratis adgang til koncerten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...