Frederikshavn DM-vinder i førtidspension

Frederikshavn står øverst på listen over antallet af nye førtidspensionister efter kommunesammenlægningen

Pension 26. september 2011 11:05

Antallet af nye førtidspensionister stiger betydeligt mere i Frederikshavn end i nogen anden dansk kommune efter kommunalreformen. På landsplan er antallet af nye førtidspensionister fordoblet siden kommunalreformen. I Frederikshavn er antallet næsten tredoblet i samme periode. Pukkel af sager Ser man på det samlede antal førtidspensionister i forhold til kommunernes antal af borgere i den arbejdsduelige alder, er der adskillige kommuner, der har en større andel af førtidspensionister. Men det kan snart ændre sig, hvis stigningen i Frederikshavn fortsætter. Det forventer byrådet i Frederikshavn dog ikke. - Der er en god grund til stigningen, siger Søren Visti Jensen (SF), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn. - Vi har haft en stor pukkel af ubehandlede sygedagpengesager, forklarer han. For længe på sygedagpenge Det betyder at borgere har gået alt for længe på sygedagpenge, før deres sag blev afklaret. Men Frederikshavn Kommune har de senere år fået has på sygedagpenge-puklen, og en del af de langvarige sygesager er, som man kunne forvente, endt med førtidspension. - Derfor har vi haft usædvanligt mange tildelinger af førtidspension på kort tid, men vi har en klar forventning om at det er et forbigående fænomen, siger Søren Visti Jensen. - Det skulle ikke gerne fortsætte. Så ender vi jo med at halvdelen af vores befolkning er på førtidspension, tilføjer han. Søren Visti Jensen er dog ikke bange for at det er blevet nemmere at få førtidspension, heller ikke i Frederikshavn. - Førtidspension er ikke noget man får forærende i dagens Danmark, mener han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...