Frederikshavn Fox videre

VRI-FREDERIKSHAVN FOX14-27 (7-11) HÅNDBOLD, POKALKAMP, KVINDER ÅRHUS: Frederikshavn Fox - nyoprykker til kvindernes HåndboldLiga i sæson 2005/2006 - er klar til 1/8-finalerne i landspokalturneringen. Holdets nye cheftræner, Anders Thomsen, fik den ventede favoritsejr, da han stod i spidsen for Fox-tropperne for første gang i aftes, og VRI, der med nød og næppe reddede livet i 1. division efter kvalifikationskampe, var aldrig nogen reel trussel for gæsterne. - Vi første hurtigt 8-1, hvorefter jeg skiftede en del ud, og vi førte på den konto blot 11-7 ved pausen. I anden halvleg lagde vi igen ud med den besætning, der indledte kampen, og vi rykkede hurtigt fra VRI, siger Anders Thomsen, der var godt tilfreds med intensiteten i opgøret. Frederikshavn Fox var uden en syg Anja Kristensen, og slovakken Ingrid Hrckova stod også over. Til gengæld var der blevet plads til ynglingespilleren Lise Kirkegaard, der gjorde det godt i de 20 minutter, hun fik på banen mod VRI. Der er lodtrækning til 1/8-finalerne i pokalturneringen hos Dansk Håndbold-Forbund (DHF) lørdag 11. juni.jeri