EMNER

Frederikshavn har ekstra kræs på kagen

Lokale lækkerier blev bemærket af besøgende fra MAN B&W Holeby

FREDERIKSHAVN:Brunsvigerkage med flødeskum til eftermiddagskaffen gjorde lykke, da ansatte på MAN B&W's lukningsdømte motorfabrik i Holeby, var på weekendbesøg i Frederikshavn for at se, om en flytning fra Lolland og hertil vil være sagen. Det var kommunen og Tilflytterservice, der bød på den lokale og for lollikerne ukendte specialitet. Pirringen af den søde tand kom under den del af programmet, der i Det Musiske Hus omfattede en minimesse med stande fra kommune, erhvervsråd, ejendomsmæglere, arbejdsformidlig, Tilflytterservice og repræsentanter for en stribe foreninger fra kultur- og fritidsliv. Efter velkomst af erhvervsdirektør og kommunaldirektør kunne gæsterne "shoppe" rundt og forhøre sig om skoler, institutioner, foreninger, huspriser og meget mere. Ved søndagens fiskefrokost hos Penna i Rønnerhavnen mødte også borgmesteren op og fortalte engageret om kommunen, dens forandringsproces og vækststrategi. At Frederikshavn og omegn har mange herligheder at byde på, og på en række fronter overraskede de 35 deltagere fra Holeby særdeles positivt, vidner følgende interne efterskrift fra turen om. "Udover at Frederikshavn fremstår som en by med mange muligheder og facetter, så er byens gæstfrihed, politiske vilje og engagement til at skabe forandring og fremgang noget, som deltagerne især bed mærke i, og som kan inspirere andre kommuner og borgere". MAN B&W havde forlods venligt frabedt sig pressens tilstedeværelse under selve besøget. Menneskeligt er det hårdt at skulle se sin arbejdsplads gennem måske mange år blive lukket ned, og hvad det kan indebære for privatøkonomi og for familien som helhed, lød baggrunden herfor, og derfor blev besøget på fabrikken i Frederikshavn og informationsturen i kommunen som helhed gennemført uden offentlig eksponering på deltagerne. Men efterfølgende er der givet udtryk for stor tilfredshed med arrangementet, og at der er kommet mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som synes, at de nu har fået et langt bedre beslutningsgrundlag for at overveje en flytning til Frederikshavn. Alle ansatte i Holeby er tilbudt job på Alpha Diesel i Frederikshavn, der håber at i hvert fald 100 vil tage imod tilbuddet.