Frederikshavn har matchbolde
Foran 3-1 i semifinalen mod Rødovre
RØDOVRE: Frederikshavn White Hawks er blot en enkelt sejr fra årets DM-finale, efter det tirsdag aften blev til sejr på 3-2 på udebane mod Rødovre i semifinalen.
Dermed er høgene nu foran med 3-1 i kampe mod Mighty Bulls, og det betyder, at sjællænderne skal hente tre sejre på stribe, hvis de vil levere sensationen.
Frederikshavnerne havde tydeligvis lært af seriens anden kamp, hvor man blev kørt ud på bagdel og albuer i de første 20 minutter. Denne gang var der styr på defensiven, og i stedet var det White Hawks, der tog teten på et mål af Tobias Kisum, der dermed scorede for anden kamp på stribe.
Første periode endte 1-0, og frederikshavnerne kom endnu et skridt tættere på finalen, da Nikolaj Nedermark scorede til 2-0 kort inde i anden periode.
Tredje periode blev dog et spørgsmål om overlevelse for Frederikshavn. Gæsterne startede perioden med at udnytte en udvisning fra slutningen af anden periode til Kennie Christensen, og veteranen Michael Smidt gav hjemmeholdet fornyet håb med en reducering.
Og herfra pressede Rødovre på, og især midtvejs i perioden måtte høgene gå i survival mode, da først Oscar Andersson og dernæst Morten Lie røg i straffeboksen.
White Hawks formåede dog at ride stormen af, og måtte så presses endnu engang, da Tobias Kisum blev smidt ud for en interference med godt et minut igen. Rødovre erstattede Sebastian Dahm med en markspiller, og bare fem sekunder før tid gav det pote, da Rasmus Astrup sendte pucken forbi Bryan Hogan.
Men Frederikshavn viste sig skarpest i overtiden, og Nicolai Meyer fandt nettet for anden gang i denne serie med scoringen til 3-2 efter godt et kvarter af den første overtidsperiode.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.