Frederikshavn Havn udvides for 570 mio. kr.

Kontrakt med Per Aarsleff A/S underskrevet onsdag morgen

Mikkel Seedorff Sørensen venter, at udvidelsen vil øge omsætningen på havnen med 25 millioner kroner årligt. Foto: Kim Dahl Hansen

Mikkel Seedorff Sørensen venter, at udvidelsen vil øge omsætningen på havnen med 25 millioner kroner årligt. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Tirsdag faldt de sidste detaljer på plads, og onsdag klokken 8.15 blev kontrakten underskrevet: I løbet af de næste to og et halvt år skal entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S gennemføre første etape af en storstilet udvidelse af Frederikshavn Havn.

Der er tale om en udvidelse på i alt 330.000 kvadratmeter. Prisen bliver 570 millioner kroner, og det hele skal stå færdigt i begyndelsen af 2018.

Projektet blev præsenteret på et pressemøde i Frederikshavn onsdag formiddag. Her oplyste havnens direktør, Mikkel Seedorff Sørensen, at han forventer, at udvidelsen vil betyde en stigning i den årlige omsætning på havnen med 50 procent i forhold til den nuværende, så man går fra 50 til 75 millioner kroner årligt.

- Det er mange penge, men vi mener, at det er realistisk, sagde Mikkel Seedorff Sørensen.

Også havnens formand, Bo Uggerhøj, er optimistisk med hensyn til økonomien i projektet:

- Selv om olieprisen er faldet, og det påvirker mange af vores kunder, forventer jeg ikke, at vi på noget tidspunkt kommer til at køre med underskud. Udvidelsen er en langsigtet investering, der skal holde i mindst 50 år.

Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) forventer, at havneudvidelsen bliver en gevinst for hele området.

- Det er en stor dag for Frederikshavn. Vi gider ikke trække udkantskortet. Vi arbejder i stedet, fastslog hun.

Havneudvidelsen omfatter 300.000 kvadratmeter baglandsareal, 30.000 kvadratmeter kajareal, 600 meter kaj samt 11 meter dybgang, der er forberedt til at blive udvidet til 14 meter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.