Frederikshavn i fornemt selskab

Frederikshavn Kommune her et af de bedste energiprojekter i Danmark.
Frederikshavn 23. maj 2018 09:40

FREDERIKSHAVN: Realdania og Sustainia udgiver onsdag publikationen Klima100, der samler 100 af de bedste klimaprojekter fra kommuner rundt omkring i landet.

I alt ni nordjyske projekter er blevet udvalgt, herunder Frederikshavn Kommune med Energibyen.

Det er over ti år siden, byrådet i Frederikshavn Kommune lancerede projektet "Energibyen" med målsætning om at takle klimaforandringer samt skabe grøn vækst og lokale jobs i energisektoren.

I dag er projektet godt på vej mod at gøre kommunen selvforsynende med hundrede procent vedvarende energi inden 2030.

Kommunens CO2-udledning er allerede reduceret med 15,9 procent fra 2010 til 2015.

En af hovedingredienserne i den grønne energisucces er involvering af borgere og virksomheder.

På projektets fysiske og virtuelle Energisti kan man som borger blandt andet blive klogere på, hvordan energirenoveringer, eksempelvis installation af varmepumper og husstandsvindmøller, kan give store besparelser på lang sigt.

Klima100-publikationen, der lanceres er finansieret af Realdania og udarbejdet af Sustainia, har til formål at hylde og synliggøre de mange grønne ideer og løsninger, som allerede er realiseret rundt omkring i de danske kommuner - og inspirere til endnu flere.

Med fire projekter er Aalborg Kommune den nordjyske kommune med flest klimaløsninger i Klima100, blandt andre projektet de "Grønne Agenter", hvor bæredygtighedseksperter inspirerer Aalborgenserne til en grønnere hverdag.

Hjørring, Rebild og Frederikshavn har hver et projekt med i publikationen, og det tværkommunale projekt MinRejseplan - en rejseplanlægger-app - er også med.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...