EMNER

Frederikshavn kan blive artist-center

Einar Trie tror på samarbejdsmuligheder i det ny EU

FREDERIKSHAVN:Selv om det traditionelt ikke er nogen særlig lukrativ forretning at drive cirkus, så kan cirkuslivet ende med at blive et nyt omdrejningspunkt for udviklingen og profileringen af Frederikshavn. Den gamle havneby har altid været et knudepunkt for samhandel og samfærdsel mellem Danmark og udenlandske destinationer. Og i et større og mere integreret Europa med nye lande føjet til række af gamle hæderkronede nationer, er vejen måske også åbnet på klem for, at Danmark kan blive det centrale knudepunkt for cirkus og artistliv og udvikling. Det hele hænger uløseligt sammen med frederikshavneren Einar Trie - en gudsbenådet gøgler, som har valgt den livsform, der er nødvendig for den rejsende cirkusartist. I en husvogn i sommerhalvåret på turné og i samme vogn i vinterhalvåret i hi. Og hiet finder vi lige uden for Kvissel. Ikke uden grund for Einar er faktisk en ganske ualmindelig frederikshavner. Født op opvokset til borgerlige dyder, men med en indre trang til at udfordre og udforske og et talent for at underholde, more og kommunikere med børn og os barnlige sjæle, der aldrig bliver for gamle til at lege med. Fra teaterverdenen er turen gået direkte til Cirkus Charlie som klovn og direktør og med mange afstikkere til Letland, hvor han driver cirkusskole. Og med Letlands tilsynekomst i EU er vejen også banet for et endnu tættere samarbejde - gerne med Frederikshavn som midtpunkt. Einar Trie og hans Cirkus Charlie har gennem de sidste fem somre været midtpunktet for en dansk sommerskole - en aktivitet for unge og ældre, der har lyst til at prøve cirkuslivet. Og denne årlige ferieaktivitet kunne være det afsæt, der skal til for at skabe et udviklende cirkusmiljø i Frederikshavn. Hidtil har det primært været institutioner, der har brugt den første skoleferieuge på et cirkusophold, men alle kan melde sig under fanerne og prøve kræfter med talentet. - Vi besidder alle sammen noget, der kan bruges, og vi prøver i løbet af ugen at arbejde med de unge, så de dels kan få et socialt fællesskabs kick dels træne sig selv op til at afvikle et nummer i manegen, siger Einar Trie. Cirkusskolen 2003 løber igen af stablen fra 23. juni til 28. juni ved Atletcentret og Einar Trie har en tro på, at der i år kommer omkring 500 børn og unge. - Vi har et alle tiders instruktørkorps af fremragende artister. De kommer fra alle steder i verden - heriblandt ikke mindst Letland, siger Einar Trie. For ham er cirkusskolen et skridt i den retning, der kan gøre Frederikshavn til et centralt sted for udvikling af artisteri, akkurat som han selv har gjort sit eget cirkus til et sted, hvor talenter klækkes og derfra begiver sig ud i den store og benhårde konkurrence i cirkusverdenen. - Den fri bevægelighed inden for EU kan gøre det enklere at skabe grundlaget for samarbejdet. I år bliver det et samarbejde om vores sommer cirkusskole, men allerede i 2004 kan det blive et samarbejde af endnu større dimensioner, siger Einar Trie.