Frederikshavn Kommune først med Projekt Hjertestart

Flere nordjyder skal i fremtiden overleve hjertestop, fordi deres medborgere er parat til hjertestart.

Frederikshavn Kommune er udvalgt som projektkommune.

Frederikshavn Kommune er udvalgt som projektkommune.

Det er målet for et nyt samarbejdsprojekt mellem Region Nordjylland, Frederikshavn Kommune, Hjerteforeningen og TrygFonden. Fra det øjeblik en nordjyde falder om med hjertestop, falder chancerne for, at han overlever med 10 procent for hvert minut, der går, inden nogen gør noget for at få hjertet i gang igen. Kommunen og regionen i samarbejde Omvendt er chancerne for at overleve et hjertestop 3 gange større, hvis medborgere træder til med hjertelungeredning og bruger en hjertestarter, inden ambulancen når frem. Det er baggrunden for det storstilede samarbejdsprojekt "Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune", som netop er blevet godkendt af Frederikshavn kommune og Region Nordjylland. Hvor er hjertestarterne? Målet med projektet, der gennemføres i et samarbejde mellem Hjerteforeningen, TrygFonden, Region Nordjylland og Frederikshavn Kommune, er, at borgerne skal være parat til at få et hjerte i gang igen: nordjyderne - lige fra almindelige borgere, skoleelever, hjertepatienter og pårørende - skal uddannes i hjertelungeredning og brug af hjertestarter. Og de skal vide, hvor hjertestarterne i kommunen befinder sig. Et andet vigtigt tiltag er at uddanne kommunens kørende hjemmeplejepersonale til at yde hjertelungeredning og bruge hjertestarter. Alle cirka 55 hjemmeplejebiler vil blive udstyret med hjertestartere. "En person kan blive ramt af hjertestop hvor som helst, og tiden, indtil en lægeambulance kan være fremme, er kostbar. I nogle tilfælde vil en af kommunens hjemmeplejere være tættere på, og derfor ønsker vi at indgå i projektet med hjertestartere i kommunens hjemmeplejebiler", siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Lars Møller. Fælles indsats redder liv I Danmark får ca. 3500 hvert år hjertestop uden for hospital, og kun 10 procent er i live efter 30 dage, viser de seneste tal fra 2010. Tallet dækker over markante geografiske variationer - for eksempel er overlevelsen 30 dage efter et hjertestop i Nordjylland omkring 5 procent, og i København er den 14 procent. "Det må vi kunne gøre bedre. Når vi som borgere yder en aktiv indsats, kan vi hver især være med til at redde liv - og det er et budskab, som ikke kan understreges tydeligt nok. Derfor skal vi hjælpe flere til at overleve et hjertestop udenfor sygehuset", siger regionsrådsformand Ulla Astman. "Borgerne er det første led i overlevelseskæden - og vi kan alle sammen kan være med til at gøre en afgørende forskel for en person med hjertestop. Ved at klæde nordjyderne på til at yde livreddende førstehjælp og bruge en hjertestarter, er vi med til at øge trygheden for alle borgere i regionen", siger direktør i TrygFonden, Gurli Martinussen. "Andre kommuner - især i yderområder - vil i fremtiden kunne bruge de erfaringer, vi høster i projektet med at inddrage og uddanne lokalbefolkningen i livreddende førstehjælp. Samtidig øger vi chancerne for, at endnu flere overlever et hjertestop. Det er en mærkesag for Hjerteforeningen, at flere danskere reagerer og hjælper, hvis de er vidne til et hjertestop", siger Hjerteforeningens adm. direktør, cand.med. Inge Vestbo. Om projektet Parat til hjertestart i Frederikshavn Kommune Parat til Hjertestart er et samarbejdsprojekt mellem Frederikshavn Kommune, Region Nordjylland, Hjerteforeningen og TrygFonden. Formålet med projektet er at øge chancerne for overlevelse efter hjertestop uden for hospital i Frederikshavn Kommune. Det gøres ved at styrke de første led i overlevelseskæden, hvor borgere skal oplyses og uddannes til at reagere hurtigt og i gangsætte hjertelungeredning, hvis de ser en medborger falde om med hjertestop, og uddanne kommunens kørende hjemmeplejepersonale til at yde hjertelungeredning og bruge hjertestarter. Projektet lanceres i april 2012 og afsluttes i oktober 2013. En endelig rapport vil foreligge i foråret 2014.