Frederikshavn Kommune går til tilsynsrådet

Tema Team mister sandsynligvis amtsligt tilskud

Lokalpolitik 10. januar 2003 01:00

FREDERIKSHAVN: Fremtidshåb hedder det forhenværende børnehjem på Søster Annasvej, som i dag fungerer som nødherberg og åbent værested. Men i øjeblikket er fremtidsudsigterne dystre. Nordjyllands Amt truer med at fjerne 305.000 kroner i årligt tilskud. Det har fået byrådspolitikerne ud af røret. De frygter nemlig for konsekvenserne, hvis beslutningen føres ud i livet. Men sker det, er kommunen klar til at indbringe sagen for Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt. For så er der nemlig tale om forskelsbehandling, mener formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Jørn Larsen ( S). - Hvis man fra amtets side kan give tilskud til Hjørring, som har et værested, der er nøjagtig tilsvarende det her i Frederikshavn og som henvender sig til nøjagtig de samme personer, så kan man ikke bare sige, at Hjørring skal have penge, mens Frederikshavn ikke får, mener Jørn Larsen. Brugerne bliver taberne Ifølge værestedets leder Gregorz Tilewski bliver det nærmest umuligt at finde besparelser i Tema Teams budget i den størrelsesorden. Der kan ikke spares på driftsomkostningerne. Og på lønsiden er der skåret ind til benet. Stedet kører allerede med den lavest mulige personalebemanding. Og heller ikke fra kommunal side kan man finde nødvendige penge. Og i sidste ende er det de 35 personer, der hver dag bruger stedet, som ender som tabere: - Hvis man står om natten i ti graders frost med en indkøbspose med en t-shirt, et par underbukser og et par sokker i og ikke har noget sted at sove, er Tema Team det eneste sted, du kan gå hen, siger Kent Pedersen, der er kommet i huset den sidste halvanden måned. Men formanden sætter stadig sin lid til, at Tema Team får pengene, og derfor har kommunen endnu ikke kigget på de nøjagtige konsekvenser, hvis tilskudet forsvinder. - Frederikshavn er i forvejen hårdt ramt af arbejdsløshed og det er jo de svageste, som bliver udstødt, og derfor har byen et udtalt behov for at have et værested som Tema Tema, siger Jørn Larsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...