Fire millioner i kassen: Frederikshavn Kommune har solgt tidligere materielgård
Fire mio. kr. i kommunekassen efter aftenens byrådsmøde, som handlede mest om nedskæringer og dårlige normeringer

Kommunens hjælpemiddeldepot har haft til huse på Aalborgvej 93, der nu er solgt til en privat investor.
SÆBY:Frederikshavn Kommune solgte onsdag aften den tidligere materielgård på Aalborgvej 93 i Sæby.
Køberen er Morten Stausgaard, direktør i Cantona Holding A/S, der udvikler og sælger byggematerialer til forhandlere og professionelle håndværksfirmaer og entreprenører.
Prisen for den store bygning, der tidligere har været Stiholts lastvognscenter og kommunens hjælpemiddeldepot, er fire mio. kr., og de falder på et tørt sted.
Umiddelbart inden byrådet nikkede ja til handelen på det lukkede møde, havde byrådspolitikerne førstebehandling af budget 2019 med 30-40 forældre fra Borgergruppen Birgits Børn på tilhørerpladserne.
En stor del af debatten kredsede om behovet for mere velfærd, til børnepasning, til skolerne og til kommunens ældre.
Borgmester Birgit Hansen (S) kalder salget af Aalborgvej 93 en win win situation.
- Vi får penge i kassen og sparer tomgangsudgifter og nu kommer der nyt erhverv og liv i bygningen. Det er dejligt, sagde en glad borgmester umiddelbart efter byrådsmødet.

Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.