Frederikshavn

Frederikshavn - må jeg se din smukke navle ...

”Frederikshavn er verdens navle”. Sådan lød en kæmpe overskrift over to sider i søndagens udgave af Ekstra Bladet.

Hans Christensen, journalist NORDJYSKE Medier, Ny Frederikshavn

Hans Christensen, journalist NORDJYSKE Medier, Ny Frederikshavn

Skulle det nu være en nyhed, der kan trække så store typer. Det har vi da vidst længe, tænkte vi og læste, at anledningen er, at Bill Clinton på fredag besøger rødspættebyen. Ekstra Bladet, der senest skrev om Frederikshavn for et par år siden, da vi - med lige så store typer - blev udråbt til ”Voldens By”, har også opdaget, at der er sket et og andet i Frederikshavn de seneste år og har sendt en reporter til byen. Det samme gjorde en anden af de landsdækkende aviser. Politiken søndag bringer et stort portræt af Henrik Røde Jensen, manden der fik Bill Clinton til Frederikshavn. Røde er blevet verdensberømt i hele dronningeriget. På fredag er de her så igen, alle skriverkarlene fra København, alle de kulørte blade plus en del tv- og radiostationer. Gad vide, om man kan gøre op, hvad det giver af positiv omtale. Hvor mange avisartikler, radio- og tv-indslag kaster det af sig? Og hvad betyder det for en bys image? Det bør vi undersøge en af dagene. Jo, Frederikshavn er i sandhed verdens navle og det er slet ikke så ringe endda ...