Lokalpolitik

Frederikshavn skruer op i 2009

Fra årsskiftet er Det Musiske Hus regionalt spillested

Kasper bonde er arrangementsleder i Det Musiske Hus og glæder sig til at få mere tid til at lave et endnu bedre program. Foto: Peter Broen

Kasper bonde er arrangementsleder i Det Musiske Hus og glæder sig til at få mere tid til at lave et endnu bedre program. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Når klokken slår 2009, skrues der op for musikken i Det Musiske Hus i Frederikshavn, som i perioden 2009-2012 er udpeget som regionalt spillested. Bag udnævnelsen står det statslige Kunstrådet, som foruden hæderen også sender en årlig check på 930.000 kroner til det kommunalt ejede kulturhus, der har rådhuset som nærmeste nabo. Og pengene fra staten er allerede investeret i en række forhold, der vil give publikum endnu mere underholdning. - Vi har som regionalt spillested haft mulighed for at optimere driften og satsningen på den brede musik. Vi har kunnet tilknytte det dygtige hold af tre teknikere og scenefolk på et fastere grundlag, og vi har ansat yderligere en medarbejder i administrationen, så arrangementsleder Kasper Bonde i højere grad kan koncentrere sig om at stable et endnu flottere og spændende program på benene, fortæller Frederikshavn Kommunes kulturhuschef, Jacob Dalsgaard. Det Musiske Hus arbejder også sammen med uddannelsesinstitutionen EUC Nords eventtekniker-linje, så unge talenter fra hele landet med lyd og lys som hovedfag kan prøver kræfterne af ved rigtige koncerter både på Det Musiske Hus' to scener og i det mere ungdomsprægede spillested Maskinhallen. Der er plads til godt 100 i lille sal, og i store sal er der plads til enten 430 siddende eller 900 stående til de mere rockprægede koncerter. 40 forårskoncerter planlagt Foråret alene byder på 40 koncerter samt allerede nu 30 planlagte arrangementer af anden karakter som for eksempel større møder og konferencer. - Dertil kommer, at Det Musiske Hus også rummer musikskolen og teaterforeningen, og vi ser jo huset som hele kommunens og regionens kulturhus, siger Jakob Dalsgaard. - Vi vil meget gerne have, at folk finder det attraktivt at bruge Det Musiske Hus som samlingssted. Vi arbejder med tanker om at lave nogle mindre arrangementer hver fredag, så folk kunne droppe ind og hygge sig inden weekenden, supplerer arrangementsleder Kasper Bonde. Han har længe arbejdet målrettet på at få sendt budskabet om de mange tilbud i Det Musiske Hus langt ud over kommunegrænserne, og det er da også lykkedes ganske pænt. - Vi husstandsomdeler for eksempel vores program i Hjørring Kommune og fører en omfattende annoncekampagne i NORDJYSKE Medier. Det har givet os mange gæster ikke kun fra Hjørring-egnen, men fra hele Nordjylland, og det er vi utrolig glade for. Vi har længe følt os som hele regionens spillested, så det var skønt at få den anerkendelse også fra Kunstrådet, siger Kasper Bonde. Smagsprøve Det er nu en håndfuld år siden, at fremsynede og modige politikere etablerede Det Musiske Hus. Det fejres 20. januar i den kolde tid med en varm eftermiddag med samvær, kaffe, kage og naturligvis musik. - Det har i alle årene været vores klare mål at være et fyrtårn i regionen, der kan præsentere nordjyderne for rytmisk musik fra hele landet, så vi får en smagsprøve på hele den rytmiske musiks store palet, siger Kasper Bonde. Det Musiske Hus præsenterer i det første halvår som regionalt spillested blandt andre klassisk nytårskoncert, ung rock med Celina Ree, Falch og Krebs, familiekoncert med Michael Back, Swing Wagon jazz, Carpark North, Kristian Lilholt, Souvenirs, Tim Christensen, Fame fra musikskolen, Sys Bjerre, Sebastian Klein, Heidi, Lars Hjortshøj, Jokeren, Sæby Big Band, Allan Olsen og mange, mange flere. W Læs mere på www.detmusiskehus.dk