Frederikshavn slipper for radioaktivt affald

Frederikshavnerne behøver ikke være bekymrede for fremtiden, siger havnedirektør

Jørn Larsen
Arkivfoto
Miljø 11. juli 2018 07:30

FREDERIKSHAVN: Der vil ikke blive efterladt radioaktivt materiale på havnen i Frederikshavn, selvom den amerikanske skrotgigant Modern American Recycling Services (MARS) netop har fået til opgave at ophugge de to store platforme Tyra Øst og Tyra Vest.

Et af biprodukterne ved ophugningen vil være et restprodukt kaldet Norm, der står for naturligt forekommende radioaktivt materiale - på engelsk "naturally occuring radioactive material".

Bekymringen i Frederikshavn har gået på, at når platformene var hugget op, ville det lavradioaktive materiale blive efterladt i containere på havnen - i værste fald til evig tid.

Kan ende i Esbjerg

Men det franske olieselskab Total, som ejer platformene - som de overtog i forbindelse med en handel med Mærsk - garanterer, at eventuelt Norm-affald vil blive fjernet fra Frederikshavn og transporteret til Esbjerg. Her har selskabet det største Norm-lager i Danmark, og her befinder sig i forvejen 450 tons lavradioaktivt affald.

Norm-affald er radioaktivt materiale, der er et naturligt forekommende biprodukt ved olieindvinding og gasproduktion. Det stammer fra udfældninger på indersiden af rørsystemer på platformene. Hovedparten af det danske Norm-affald stammer netop fra olie- og gasproduktion.

For øjeblikket er der otte steder i Danmark, hvor der er lagret Norm-affald, og der er ikke udsigt til, at der kommer flere.

Man skal altid være forsigtig, når man omgås radioaktivt materiale, men Norm hører hjemme i den lavradioaktive ende af skalaen. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil en flyvetur fra København til London eller en røntgenundersøgelse ved tandlægen give ca. 1700 gange så meget stråling som en enkelt times ophold i to meters afstand til Totals Norm-lager i Esbjerg.

Ifølge Mikkel Seedorff Sørensen, der er direktør for Frederikshavn Havn, behøver man ikke at være bekymret for, at der i fremtiden vil blive efterladt Norm-affald permanent i Frederikshavn. For det vil ikke ske.

Heller ikke selv om man får boreplatforme til ophugning, der har stået andre steder end på dansk område.

- Der er en international konvention, der siger, at det land, hvor platformen har stået, skal modtage sit affald retur til et lager eller deponi. Bliver der ophugget en norsk eller engelsk platform i Frederikshavn, så vil affaldet blive returneret til det pågældende land, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...