DGI Landsstævne

Frederikshavn som DGI-vært i 2017?

Frederikshavn Kommune samarbejder med Hjørring om muligheden for Landsstævne 2017 i de to byer - Det koster 25 millioner kroner

Både Frederikshavn og Hjørring har store erfaringer med at være værter for store stævner. Billedet er fra åbning af Dana Cup i Frederikshavn.  Arkivfoto: Peter Broen

Både Frederikshavn og Hjørring har store erfaringer med at være værter for store stævner. Billedet er fra åbning af Dana Cup i Frederikshavn. Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn og Hjørring kommune skal forvente at investere 24,8 millioner krone, hvis de bliver enige med DGI om, at DGI’s landsstævne i 2017 skal foregå i de to største vendsysselske byer.

Tallet stammer fra et forprojekt, som arkitektfirmaet Pluskontoret A/S, Aarhus har udarbejdet for de to kommuner.
Forprojektet belyser både potentialer og problemer i at arrangere så stort et stævne, og dem tygger politikerne på inden en endelig beslutning i byrådene.

Flere byder ind

Men Hjørring og Frederikshavn får kamp til stregen om at blive værtsbyer, for hele tolv danske byer er interesseret.

En af dem er Aalborg, hvor magistraten forleden meldte ud, at Aalborg Kommune vil søge og samtidig binde 17,5 mio. kr. som direkte tilskud til at arrangere landsstævnet.
Nordpå er politikerne mere forsigtige med udmeldinger om finansieringen.

Fællesskab

- Det ender nok med, at vi søger i fællesskab, og så vil vi hen ad vejen vurdere på, hvad vi får ud af det. Det er mange penge at investere, sagde borgmester Arne Boelt (S) forleden til avisens udsendte efter et borgermøde om et helt andet emne.

Han nævnte som eksempel, at hvis det eneste blivende element efter stævnet er en bueskyttebane, som ingen bruger bagefter, så er det tilfælde spørgsmålet om det er investeringen værd.
Foreløbig har fritids- og kulturudvalgene i begge kommune anbefalet at sende en ansøgning.

Hvad siger byrådet?

Fristen for at sende en ansøgning er 31. juli 2012, så byrådene skal allerede på møder sidst i juni sige ja til at sende ansøgningen.

Hvor store tilskud DGI selv giver til værtsbyer forhandles hver gang forud for hvert landsstævne, der holdes hver fjerde år. Til stævnet i 2013 får Esbjerg et tilskud på 3,4 mio. kr. fra DGI i forhold til et forventet deltagertal på 25.000.
Stævnet har aldrig før været holdt i Vendsyssel eller været delt mellem to byer. DGI Nordjylland har overfor Pluskontoret vurderet, at der er kapacitet til 20.000 deltagere i stævnecentrum med åbnings- og afslutningsceremonier samt til daglige opvisninger.
Forprojektets økonomiske overslag på 24,8 mio. kr. er lavet på baggrund af erfaringer fra landsstævnet i Holbæk i 2009 og tal fra Esbjerg.

Stadions og indkvartering

Af de 24,8 mio. kr. går ca. 7 mio. kr. til at skabe alle stævnefaciliteter ved eksisterende stadions. Yderligere 6,4 mio. kr. går til udgifter i forbindelse med indkvartering af de mange deltagere, og 4 mio. kr. til transport mellem de to værtsbyer. Der skal også bruges 3,7 mio. kr. til indretning af aktivitetssteder. Resten går til renovation og rengøring samt til at skabe festlige rammer om stævnet i de to byer og skabe omtale.

Ifølge forprojektet kan afholdelse af landsstævnet genere en indtægt på 15 mio. kr. til deling mellem de to kommuner på sponsorater, indtægt fra DGI og salg af mad og drikke.
Endelig har et eventfirma til forprojektet vurderet, at stævnet kan skabe en øget turismeomsætning på 31 mio. kr.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.