- Vi hár rettet op på økonomien

Frederikshavn Kommune er fortsat presset og bruger hver en krone, men heller ikke mere, siger borgmester Birgit Hansen (S)

Hans Christensen
- Alle løber stærkt, og vi kører vores ansatte hårdt. Det er vi nødt til som økonomisk presset kommune. Men vi har stabiliseret økonomien, siger borgmester Birgit Hansen. Foto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 8. september 2017 19:11

FREDERIKSHAVN: - Vi bruger de penge, vi har. Men vi bruger heller ikke mere.

Det siger borgmester Birgit Hansen (S), der gør klar til den årlige politiske armlægning om kommunens budget for næste år.

Alt imens gør tre store fagforbund klar til demonstration på rådhuspladsen på onsdag, når budgettet er til førstebehandling.

FOA, 3F og SL mener at "nok er nok" og at smertegrænsen for nedskæringer, rationaliseringer og omstruktureringer for længst er nået.

Frederikshavn Kommune skraber stadig bunden, og er nu, målt på likviditet, landets tredje fattigste kommune. Men der ér sket forbedringer, understreger Birgit Hansen, der i 2014 overtog landets mest tomme kommunekasse:

- Vi hár flyttet os. I 2013 havde vi 29 mio. kr. i kassen og fik det gule kort af ministeriet. I dag har vi 130 mio. kr. svarende til godt 2.000 kr. pr. indbygger.

- Det er stadig ikke ret meget sammenlignet med de fleste andre kommuner, men der ér ikke noget quickfix. Det er ét langt, sejt træk at skaffe nye arbejdspladser, nye indbyggere og dermed nye indtægter her, hvor vi bor. Men vi gør, hvad vi kan for at minimere udgifterne. Vi sælger kommunale bygninger og rager andre ned for at spare, siger Birgit Hansen.

Der er klar over, at besparelserne på det specialiserede socialområde er hårdt kost. For brugerne og for personalet.

- Alle løber stærkt

- Alle løber stærkt, og vi kører vores ansatte hårdt. Vi ér presset på økonomien, og så må vi politikere tage ansvar for, at vi ikke bruger mere, end vi har. Jeg går ind for stabilitet frem for stop-and-go-politik, og jeg synes, vi kan være vores serviceniveau bekendt.

- Forældre til børn med særlige behov og pårørende til handicappede forventer med rette et bedre serviceniveau, og jeg ville ønske, at regeringen ville prioritere det område, ligesom de tidligere har gjort med ældreområdet, der fik en ældremilliard og en værdighedsmilliard. Nu er der behov for at prioritere børneområdet.

Skal spare 1 procent om året

Kravet om 1 procents besparelse fastholdes.

- Det er et vilkår og ér for længst meldt ud, så alle kan tilpasse sig efter det. Dog er der ét område, hvor vi ikke når i mål. Et enigt B&U-udvalg mener ikke, de kan finde de sidste 6,7 mio. kr., så det må vi kigge på i budgetforhandlingerne, siger borgmesteren, der lægger op til at fastholde en stram økonomisk styring.

Har man større ønsker, der kræver nye driftsudgifter, må man pege på, hvordan de skal finansieres.

Byggegrunde og foreninger

Forleden fik Frederikshavn Kommune tilsagn om 20 mio. kr. til særligt vanskeligt stillede kommuner samt låneadgang til yderligere 35 mio. kr.

- Det giver lidt luft, og det har vi brug for. Vi trænger til at byggemodne attraktive byggegrunde et par steder i kommunen, hvor der er stor efterspørgsel.

- Jeg foreslår også, at vi opretter en foreningspulje med garanti til anlæg af foreningslokaler, som der er planer om flere steder i kommunen, og så skal vi se på, om vi kan blive enige om et investeringsprojekt, der kan skaffe flere ledige i arbejde og væk fra overførselsindkomst. Og så skal vi altså finde flere penge til asfalt på vejene og vedligeholdelse af kommunens bygninger, siger Birgit Hansen.

65 mio. til Sæby Havn

Flere undrer sig over, at et bredt politisk flertal forleden pludselig kunne trylle 65 mio. kr. frem til en udvidelse af Sæby Havn, men Birgit Hansen afviser, at det er valgflæsk her små tre måneder før kommunalvalget.

- Vi kan låne til havneudvidelser. Lån, som vi kan afdrage over mange år. Det er værd at gå efter. Vi skal afdrage med et par mio. om året, men vi har forslag til, hvor de skal komme fra.

- Samtidig er det altså vigtigt, at vi investerer i nye tiltag, der kan være med til at trække nye gæster og indbyggere og dermed indtægter til kommunen. Vi kan ikke holde til at stå stille, siger Birgit Hansen.

Tema: ØKONOMI I FREDERIKSHAVN

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...