Coronavirus

10.000 nordjyder får mandag et skud: Styr på vaccinerne fra morgenstunden

På landsplan begyndte massevaccinationen af danskerne i dag. I Arena Nord i Frederikshavn skulle 1800 borgere stikkes

Mogens Pedersen kunne ikke mærke, at der blev massevaccineret i Arena Nord. Foto: Henrik Louis.

Mogens Pedersen kunne ikke mærke, at der blev massevaccineret i Arena Nord. Foto: Henrik Louis.

FREDERIKSHAVN:Arena Nord var klar i god tid inden kl. 9 til at tage imod de mange borgere, der mandag var indkaldt til vaccination. Den store hal var inddelt i to sektioner - en vaccinationsdel og en observationsdel. I vaccinationsdelen stod personalet klar til at hjælpe borgerne med indcheckning, vacciner og vejledning. Efter af have modtaget vaccinestikket blev borgerne modtaget af Aalborg Symfoniorkester, der i dagens anledning spillede musik i observationsrummet.

Mandag var der landsdækkende massevaccination. Planen er, at der skal vaccineres 100.000 danskere fordelt over hele landet. Massevaccinationen er en slags generalprøve, så regeringen kan se, om vaccinationsplanen holder stik.

En stor dag

Selvom Danmark det sidste års tid har vænnet sig til både testcentre, vaccinationssteder, mundbind og håndsprit, så var dagen i dag ikke som alle de andre.

- Det er en festdag. For det er lige præcis det her, som vi går og venter på, lyder det fra borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen.

- Den her massevaccination betyder alt. Både for den enkelte og familierne, men også for samfundet. Det her med, at vi massevaccinerer og massetester, gør, at vi kan genåbne mere og mere, og det er jo det, som vi allesammen går og længes efter, uddyber hun.

Så mange vaccineres i dag i Nordjylland

Frederikshavn: 1800 borgere

Hjørring: 1200 borgere

Aalborg: 2500 borgere

Hobro: 1200 borgere

Aars: 1800 borgere

Thisted: 1500 borgere

Af 590.000 borgere i Region Nordjylland er 44.072 færdigvaccinerede, mens 88.347 er påbegyndt vaccination.

Kilde: Region Nordjylland

Også regionen har set frem til dagen i dag, og det skyldes noget helt særligt.

- I dag er en generalprøve. Det er i dag, at vi kan teste af, om det er muligt at massevaccinere danskerne, når vi modtager flere vacciner. Efter i dag kan vi se, om der er nogle tiltag, som vi skal have ændret på. Det er forhåbentlig med til at forberede os på de kommende massevaccinationer, forklarer Jan Nybo, der er chef for COVID-19-indsatsen i Region Nordjylland.

Planen er, at der skal vaccineres 10.000 nordjyder i alt, og heraf skal 1800 vaccineres i Arena Nord.

Søren Skyt var en af de mange nordjyder, som modtog sin vaccine i dag. Her stikkes han af Rikke Kronstrand. Foto: Henrik Louis.

Søren Skyt var en af de mange nordjyder, som modtog sin vaccine i dag. Her stikkes han af Rikke Kronstrand. Foto: Henrik Louis.

En god start

Selvom ordet massevaccination kan få folk til at tænke på lange køer og manglende parkeringspladser, så var dette ikke tilfældet i Frederikshavn. De mange opsatte afspærringsbånd nåede ikke engang at blive benyttet til fulde. Der var nemlig ikke køer, som var længere end få meter. Flere gange stod personalet og var dem, som ventede.

Det kom også til udtryk blandt de deltagende borgere.

- Jeg har ikke mærket noget til det. Det går hurtigt, og det virker til, at de har styr på det, fortæller Mogens Pedersen, der i dag modtog sit første vaccinestik.

Og starten af massevaccinationen var ikke kun til glæde for regionen og kommunen.

- Det er dejligt. Nu kan jeg få noget mere frihed og slippe for tests hele tiden, forklarer Mogens Pedersen, der har haft svært ved at komme til frisøren på grund af travlhed hos testcentrene.

Medarbejderne gjorde både vacciner, sprit og andet ustyr klar til de mange borgere. Foto Henrik Louis

Medarbejderne gjorde både vacciner, sprit og andet ustyr klar til de mange borgere. Foto Henrik Louis

Musikalsk fejring

For at fejre massevaccinationen i dag havde Aalborg Symfoniorkester sammen med Region Nordjylland valgt at stille op med et musikalsk indslag i observationsrummet. Her kunne de vaccinerede borgere nyde musikken, mens de ventede på at kunne gå hjem.

- Det er da festligt. Ellers er det jo kedeligt at sidde til observation og bare glo, siger Mogens Pedersen med et grin.

Musikalsk plan

12/4 Frederikshavn (kl. 9-10) + Hjørring (12-13) + Thisted (kl. 12-13)

13/4 Hobro (kl. 10-11)

15/4 Læsø (kl. 13:30-14:30)

18/4 Skørping (kl. 10-11) + Aalborg (12:30-13:30) + Brovst (10-11)

19/4 Nykøbing (kl. 11-12) + Aars (14:30-15:30)

20/4 Brønderslev (kl. 10-11)

Selvom musik og vaccination ikke går hånd i hånd, så mener Lasse Rich Henningsen, der er direktør for Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus, at det burde det.

- Vi ser os selv som en slags sundhedspersonale. Vi hjælper på den mentale sundhed. Mange af borgerne, der er kommet i dag og har sikkert glædet sig og været nervøse. Vi håber på at kunne hjælpe dem med at slappe mere af i det, forklarer han.

Aalborg Symfoniorkester bød borgerne velkommen med musik. Foto Henrik Louis

Aalborg Symfoniorkester bød borgerne velkommen med musik. Foto Henrik Louis

Vaccinationscenteret er heller ikke det første sted, hvor Aalborg Symfoniorkester har været ude at spille. Under corona-pandemien har de nemlig kørt ud til 80 plejehjem og 60 skoler.

- Vi kalder det en kulturel vitaminindsprøjtning. Vi gør de her ting, fordi vi har et kulturelt ansvar. Vi er nødt til at gøre noget for samfundet, nu hvor vi ikke kan samle folk til koncerter og arrangementer, understreger Lasse Rich Henningsen.

Aalborg Symfoniorkester kommer til at besøge 11 nordjyske kommuner i perioden fra 12. april til og med 20 april.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.