Kraftig brand: Familie skal genhuses, da huset er ubeboeligt
En overgang troede beredskabet, at der var tale om to brande tæt på hinanden
Opdateret 18. december 2023 kl. 11:22
Søndag eftermiddag ryddede brandfolk i Frederikshavn ud med fem biler og 14 mand til en kraftig brand i et hus på Hesseløvej.
Alarmen kom lidt efter klokken 14, og efter en time fortalte indsatsleder Jørgen W. Pedersen, at ilden stadig ikke var slukket.
- Branden er under kontrol, men der er stadig flammer, som vi lige skal have helt bugt med, fortæller han.
Branden var gået igennem taget og hele huset var brand- og sodskadet, og derfor havde man tilkaldt skadeservice, der blandt andet skal hjælpe med genhusning af beboerne.
I huset bor en familie med tre børn.
Ingen personer kom noget til ved branden.
Troede der var to brande
En kort overgang var Nordjyllands Beredskab ellers udfordret, da der kort efter, at brandfolkene var nået frem til Hesseløvej indløb en anmeldelse om en brand på den nærliggende Hånbækvej, hvor den maritime uddannelsesinstitution Martec ligger.
- Det viste sig heldigvis at være falsk alarm, siger Jørgen W. Pedersen.
Nogle havde åbenbart kunnet se røgen og flammerne fra Hesseløvej i gennem nogle vinduer og troet, at der var brand på Martec.
Jørgen W. Pedersen kan ikke sige, hvor og hvordan branden er opstået, men branden har været værst i husets stue.
Hos Nordjyllands Politi oplyser vagtchef Jesper Sørensen, at man de kommende dage skal have afhørt beboerne og have lavet undersøgelser, der kan fastslå brandårsagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.