Afgørelse: Boreriggene i Frederikshavn er lovlige

Miljøstyrelsen konkluderer nu, at de to boreriggene ikke er ulovligt importeret

Jakob Frey Ahrentzen
Boreriggene Borr Brage og Ensco 80 ankom til Frederikshavn tidligere i år. Arkivfoto: Peter Broen
Miljø 11. december 2018 11:30

FREDERIKSHAVN: Der var ikke tale om ulovlig import af affald, da boreriggene Borr Brage og Ensco 80 ankom til Frederikshavn fra Skotland henholdsvis 14. marts og 6. juli 2018.

Det konkluderer Miljøstyrelsen i et netop udgivet notat.

- Pressen har vist stor interesse for de to boreplatforme og rejst tvivl om, hvad der var hensigten med dem, da de ankom til Frederikshavn. Man har spekuleret i, om formålet allerede inden ankomsten var ophugning. Og om der i så fald var tale om ulovlig import af affald. Det afviser Miljøstyrelsen altså nu, oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

Miljøstyrelsen er som myndighedsansvarlig gået ind i sagen og har rettet henvendelse til - og fået svar fra -boreriggenes oprindelige ejere. Det drejer sig om Borr Drilling og ENSCO Offshore U.K. Limited.

Miljøstyrelsen har desuden kontaktet Blue Water Shipping og IAT, der har fungeret som danske agenter for boreplatformene, Frederikshavn Havn og ophugnings- og genbrugsvirksomheden M.A.R.S.

Alle har bidraget med oplysninger, som bekræfter, at der ved boreplatformenes ankomst til Frederikshavn Havn ikke var truffet nogen afgørelse om ophugning. Og på baggrund af disse oplysninger har Miljøstyrelsen altså draget sin konklusion.

Styrelsen oplyser, at den ikke foretager sig yderligere i sagen.

Borgmester Birgit S. Hansen (S) i Frederikshavn Kommune er glad for, at Miljøstyrelsen er kommet frem til netop den konklusion.

- Det betyder meget, at det er slået fast, at reglerne for ulovlig import ikke har haft relevans for de to borerigge. Loven er naturligvis overholdt, siger hun.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...