Afskaffelse af rullende skolestart i Frederikshavn: Nu kommer det i høring

Et enigt udvalg sender et ellers allerede besluttet forslag om afskaffelse af rullende skolestart i høring - for det siger Undervisningsministeriet, at man skal

Anders Brandt Sørensen og resten af udvalget har sendt spørgsmålet om ophør af rullende skolestart til høring. Privatfoto

Anders Brandt Sørensen og resten af udvalget har sendt spørgsmålet om ophør af rullende skolestart til høring. Privatfoto

FREDERIKSHAVN KOMMUNE: I forbindelse med kommunens budget for 2020 blev det vedtaget at droppe den rullende skolestart.

27 ud af byrådets 29 medlemmer stemte for budgettet, og var således med til at træffe den beslutning.

Sagen syntes dermed afklaret, men tirsdag endte den alligevel på børne- og ungdomsudvalgets bord.

Efter budgetforliget modtog administrationen i kommunen nemlig en henvendelse fra en skolebestyrelse vedrørende udtaleret for bestyrelserne i forbindelse med ændringen.

Kommunens jurist anbefalede herefter at inddrage Undervisningsministeriet i den endelige afklaring af, om beslutningen kræver indhentning af udtalelser fra skolebestyrelserne.

Og det gør den, svarede Undervisningsministeriet.

- Forvaltningen mente ikke det skulle i høring i første omgang, men da man spurgte Undervisningsministeriet, og de sagde ja, så tager vi selvfølgelig det til efterretning. Et enigt udvalg besluttede derfor at sende det i høring fra nu af og indtil 28. januar 2020, fortæller Anders Brandt Sørensen (S), der er formand for udvalget.

Det er planen, at sagen så skal behandles igen 11. februar 2020. Men:

- Det var jo en del af budgetforhandlingerne, så jeg synes lidt det er noget pjat at skulle sende noget i høring, som man ikke har tænkt sig at ændre. Jeg ændrer i hvert fald ikke holdning i denne sag. Og der skal ikke herske tvivl om, at jeg som udvalgsformand er glad for beslutningen om at finde ressourcer til at afvikle den rullende skolestart, siger Anders Brandt Sørensen og fortsætter:

- Det er, set med mine øjne, den bedste løsning at starte samlet i august, når man begynder i skolen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.